Den store forbrødring: S og DF enige om lønløftet

Slettet Bruger,

14/12/2007

Mens økonomer i øst og vest advarer mod risikoen for overophedning, er Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne blevet enige om hvilke offentligt ansatte, der skal have del i de fem milliarder kroner, de to partier vil give i lønløft oven i det kommende overenskomstresultat. Det skriver Berlingske Tidende. Lavtlønsgrupper, kvindefag, fag med rekrutteringsproblemer og grupper med stor nedslidning skal være modtagerne af de ekstra penge.

"Det er kriterier, som tager hensyn til de udfordringer, som den offentlige sektor står overfor," siger Helle Thorning-Schmidt til Berlingske Tidende.

Udtalelsen falder i et dobbeltinterview, hvor de to partidronninger troner frem og endnu en gang beviser, at stuerenhed ikke længere er et tema i samtalerne mellem S og DF. Heller ikke uansvarlighed er et samtaleemne, de to køber.

"Lønløfter her er jo ikke bare penge, som man poster ud i offentligt forbrug. Det her gør vi for at tage et ansvar for, at den offentlige sektor fungerer. Det er jo ikke velhavende mennesker, som kan gå ud og totalspendere pengene på samtalekøkken og fladskærme," siger Pia Kjærsgaard.

I fagbevægelsen modtages meldingen fra de to partier som forventet noget blandet. FOA's formand Dennis Kristensen mener, at kriterierne "flugter " godt med deres ønsker om at løfte kvinde- og omsorgsfag, mens HK/kommunals formand Kim Simonsen siger, at kriterierne er "med til at øge risikoen for konflikt".

[email protected]


Kilde: