Den politiske sammenhæng mellem lighed og sammenhængskraft

Slettet Bruger,

11. december 2007

Af Christian Bjørnskov

Begrebet 'sammenhængskraft' står højt på den politiske agenda i Danmark. Statsministeren understregede for eksempel i sin nytårstale i 2006, at Danmark fortsat bør være "et samfund, hvor der er et stærkt fællesskab om grundlæggende værdier" og ønskede sig et land med "stærk sammenhængskraft", et begreb han bruger til blandt andet at argumentere for et behov for endnu større lighed i verdens mest lige land. Socialdemokraternes Helle Thorning Smith har på samme grundlag talt for, at "den stigende ulighed er en farlig trussel mod den sammenhængskraft, som er så vigtig i det danske samfund".

Problemet er dog, at ingen ved præcist hvad sammenhængskraft er, udover at det må være et plusord. Man kommer derfor let ud i en situation, hvor folk begår det, den italienske samfundsforsker Giovanni Sartori kaldte 'conceptual stretching": Hvis begrebet ikke lige passer til ens politiske mål, eller virkeligheden ikke passer til ens forestillinger, hugger man bare en hæl eller klipper en tå så det alligevel 'passer' - man strækker konceptet som en elastik, så man kan bruge det i sit argument.

Det er netop det, Fogh, Thorning og mange andre politikere gør for tiden: De bruger bekymringen for den danske sammenhængskraft som forsvar for at netop deres politik er den rigtige, den socialt mest ansvarlige. Og begge har, sammen med blandt andre Villy Søvndal, understreget, at en voksende ulighed vil være til skade for den danske sammenhængskraft, hvad den end er. På denne måde er et elastikbegreb kommet til at spille en underlig central rolle i politiske diskussioner, hvor det i praksis er umuligt at se forskel på kombattanterne.

I sin nye bog om "Den Retfærdige ulighed" tager Martin Ågerup påstanden, at lighed er forbundet med større sammenhængskraft, under kærlig behandling. Bogen, der i høj grad er et opgør med den ekstreme danske lighed og ligemageri, kommer udenom elastikken i begrebet ved at måle sammenhængskraft på en række forskellige indikatorer: Danskernes tillid til hinanden; deres engagement i foreningsliv; deres tillid til politikere, politi og retsvæsen; danskernes politiske diversitet; graden af individualisering i samfundet. Man kan således ikke klandre Ågerup for at have fokuseret for snævert, og derfor mistet en del af kompleksiteten i begrebet sammenhængskraft.

Når man ser nærmere på tallene i Ågerups bog, må politikernes råben vagt i gevær undre. Danskernes tillid til hinanden og til Folketinget er steget siden starten af 1980'erne, og særligt tilliden til 'manden på gaden' er noget nær verdensrekord. Danskernes tendens til at engagere sig i foreninger har også været markant stigende, mens resten af indikatorerne for sammenhængskraft har været relativt stabile på et højt niveau. Mest markant er det at bemærke, at danskernes tilslutning til at sætte frihed over lighed er steget tydeligt siden 1981.

Med andre ord har sammenhængskraften været stigende i en periode, hvor danskerne også er blevet mere individualistiske, og hvor den økonomiske forskel på rig og fattig blev (lidt) større. Hvordan det kan hænge sammen med politikernes kollektivistiske idéer om sammenhæng og lighed, er svært at forstå. Denne undren kan ikke undgå at brede sig, når man laver en sammenligning mellem lighed og sammenhængskraft, forstået ved social tillid, på tværs af lande. Ågerup noterer sig her, ved brug af lidt simpel statistik og henvisning til undertegnedes seneste forskning i European Sociological Review, at der ganske enkelt ikke er nogen sammenhæng i små, rige lande som Danmark. Der er derfor heller ikke i den forbindelse nogen grund til at tro, at større ulighed skulle svække den danske sammenhængskraft.

Den deprimerende bundlinje er, at danske politikere har taget et løst og elastisk begreb som gidsel i en kamp mod overhovedet at diskutere, hvorvidt Danmark skal have mindre 'lighed' og omfordeling og dermed en underlig kamp mod at diskutere økonomisk dynamik. De har strakt begrebet efter forgodtbefindende, men hvis man vælger at se på det med bare lidt mere videnskabelige øjne, klapper deres argumenter sammen som et korthus. Der er ingen sammenhæng mellem økonomisk lighed og den bemærkelsesværdige styrke af den danske sammenhængskraft, og de politiske argumenter holder ganske enkelt ikke. Så måske skulle vi give slip på diskussionen og begynde at fokusere på at bringe Danmark tilbage i den internationale økonomiske elite. Sammenhængskraften har det rigtigt godt, har haft det godt i årtier og bidraget positivt til, at et koldt land i verdens udkant blev et af de rigest. I den nuværende situation gør den det endda kun lettere at øge dynamikken i samfundet. Det eneste det kræver, er at politikerne giver slip.

Christian Bjørnskov er Lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Århus Universitet