Den hellige tissekone

Velmenerne har gjort det igen

Slettet Bruger,

20/09/2009

Velmenerne har gjort det igen. De skambidte og de knivstukne er forsøgt reddet, nu er turen kommet til de stakkels kvinder, der mod deres vilje bliver misbrugt af skumle, lystne mænd. Socialdemokraterne har efter års tilløb endelig meldt sig på holdet, der kan blive enige om, at køb af sex er en vederstyggelighed.

For astrofysikeren må sælge sin hjerne og tømreren sine hænder, men når den prostituerede sælger sine kønsdele, eller i hvert fald adgangen til dem, er fanden løs i Laksegade.

"Politik siges at være den næstældste profession i verden. Og jeg har i hvert fald lært, at den har meget til fælles med den ældste," lyder et af den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagans klassiske citater. Det kan ikke afvises, at han havde ret, men på et punkt er der i hvert fald klar forskel på prostitution og politik. For hvor prostitution er offerløs, har et politisk vedtagent forbud imod købesex stribevis af ofre. Vi nævner i flæng:

- Den prostituerede, der nu ikke længe må erhverve sig, som hun lyster

- Kunden, der nu trues med repressalier, fordi han vil have tage trykket

- Skatteydere, der nu i højere grad tvinges til at betale for overførselsindkomster, når kunderne til "den pæne prostituerede" er blevet kriminaliseret og hendes indtægtsgrundlag er eroderet.

- Boligejere, der i stigende grad udsættes for indbrud, når kunderne til "den knapt så pæne prostituerede" er blevet kriminaliseret .

- Politiet, der i forvejen ikke har tid og ressourcer nok til at tage sig af den offerfyldte kriminalitet i samfundet, men nu også skal belemres med prostitution.

Hvem et forbud egentlig vil gavne er det straks sværere at se. Hvis man altså fraregner personer, der gerne vil moralisere på andres vegne og politikere, der gerne vil have et lovforslag vedtaget for vedtagelsens skyld.

Hurra for verdens næstældste profession!


Kilde: