Af Per Henrik D. Hansen
Det er manges opfattelse, at markedet er imperfekt og skaber ubalancer, og at omfattende statsintervention forhindrer og afbøder kriser. Det er ikke konklusionerne, når mange økonomer ser nærmere på historien.Jeg besøgte i sommers Franklin D. Roosevelt Presidential Library and Museum, som ligger i det naturskønne Hyde Park i staten New York. Museet indeholder dokumenter, fotografier, historiske memorabilia og multimedie om den afdøde tidligere amerikanske præsidents liv og embedsperioder. Herudover er der særlige udstillinger om Anden Verdenskrig og om Den Store Depression - de to væsentligste begivenheder i hans tid som præsident. Når man går gennem udstillingen om Den Store Depression, får man et levende indtryk af de usædvanlige tider, og hvor ekstraordinær politikken var. Nøgleordene var "dristig, vedvarende eksperimenteren".
Den Store Depression er den alvorligste økonomiske tilbagegang, USA har oplevet. Normalt varede depressioner et eller to år, priser og kredit faldt skarpt, usunde dispositioner blev likvideret, og arbejdsløsheden steg midlertidigt, hvorefter et opsving snart begyndte igen. Sådan havde det været under recessionerne i 1899-1900, 1910-1912 og 1920-1921, men den store depression, som begyndte med børskrak på Wall Street i slutningen af oktober 1929, kom til at vare mere end 11 år. Realproduktionen per indbygger faldt fra 1929-1933 med 31 procent. Til sammenligning er den værste efterkrigsrecession i 1973-75, hvor BNP faldt med 3,9 procent. Priserne faldt med 22 til 31 procent afhængigt af, hvilket prisindeks man benytter.
Arbejdsløsheden slog alle rekorder. Før Den Store Depression var den højeste arbejdsløshed, USA havde oplevet, 18,4 procent i 1894. I 1930erne blev den rekord slået i fem år. Arbejdsløsheden toppede i 1933 med 25 procent fra 3,2 procent i 1929 og var ved Anden Verdenskrigs udbrud stadig ca. 15 procent. Aktiemarkedet faldt med 80 procent og var først tilbage på 1929 niveau i 1954. Mere end 9.000 banker i USA krakkede. Det offentlige forbrug steg kraftigt, og den offentlige gæld som andel af økonomien fordobledes fra 1929 til 1933. Endelig bredte depressionen sig via forskellige kanaler også til resten af verden. USA var det hårdest ramte land, men også Canada, Tyskland og Østrig blev meget hårdt ramt. Verdenshandlen mere end halveredes.
Den siddende præsident fra 1929-1932, Herbert Hoover, der til tider fremstilles som en tilhænger af "hænderne-væk-fra-økonomien"-frimarkedsfilosofi, var alt andet. Han reagerede med aktivistisk politik. For det første samlede han repræsentanterne for industrien og pressede dem til ikke at sætte lønningerne ned på trods af tilbagegangen. Henry Ford sagde til journalisterne, da han forlod mødet, at han ville sætte lønningerne op. Idéen var, at lønnedsættelser yderligere ville give anledning til efterspørgselsfald. Konsekvensen blev, at mens priserne faldt med 25 procent, faldt lønningerne kun med 15 procent, hvilket betød en stor stigning i reallønnen under den økonomiske krise, og at mange derfor mistede deres job.
Hoover underskrev den mest protektionistiske handelslov i USA's historie, Smoot-Hawley Tariff Act i 1930, der lukkede grænserne for udenlandske varer, og med det samme startede en ondskabsfuld international handelskrig. Han fremskyndte store offentlige anlægs- og byggeprojekter, og øgede de offentlige udgifter kraftigt med subsidier og hjælpeprogrammer.
Da den offentlige gæld herved eksploderede, underskrev Hoover The Revenue Act of 1932, som var den største skattestigning i fredstid i USA's historie. Indkomstskatten blev fordoblet, og topskatten steg fra 24 procent til 63 procent. Fradrag blev fjernet eller reduceret, og en ny skat på virksomhederne indførtes.
Under præsidentvalgkampen i 1932 beskyldte Roosevelt Hoover for at tro, "at man burde samle kontrollen for alting i Washington så hurtigt som muligt", for "uforsvarligt og ekstravagant" forbrug, og for at præsidere over "den mest forbrugende regering i fredstid i al vor historie". Roosevelt's vicepræsident, John Nance Garner, anklagede Hoover for "at føre landet nedad stien mod socialisme".
Roosevelt vandt præsidentvalget i en jordskredsejr. Det Demokratiske Partis platform, som Roosevelt stod i spidsen for, havde deklareret: "Vi mener, at en partiplatform er en kontrakt med befolkningen, som omhyggeligt skal overholdes af det parti, som befolkningen betror magten." Demokraterne krævede en 25 procents reduktion i de føderale udgifter, et balanceret offentligt budget og en sund guldvaluta, "som skal fastholdes, koste hvad det vil", en tilbagerullen af staten fra områder, der mere passende hører til den private sektor og en afslutning på Hoover's ekstravagante landbrugsprogrammer.
Sådan lovede kandidaten Roosevelt, men løfterne tåler ingen sammenligning med, hvad præsidenten Roosevelt faktisk gjorde. Hans budgetdirektør, Lewis W. Douglas, forlod sit job indenfor et år i vrede og protest over, at Roosevelt så hurtigt og fuldstændigt havde opgivet den platform, han var valgt på. I maj 1935 holdt Douglas tale på Harvard University, hvor han gjorde klart, hvilket afgørende valg Amerika stod overfor: "Vil vi vælge at underkaste os selv - dette store land - til bureaukratiets despoti, som kontrollerer hver handling, ødelægger den lighed vi har opnået, og i sidste ende reducerer os til en tilstand af fattige slaver for staten? Eller vil vi holde fast i de friheder, for hvilke mennesket har kæmpet i mere end tusinde år? Det er vigtigt at forstå betydningen af det valg, vi står overfor."
Roosevelt startede med at erklære "Bank Holliday" hvorefter befolkningen ikke kunne få fat i deres bankindskud. Efter "Bank Holliday" var der mere end 5.000 banker, der ikke genåbnede, og 2.000 af dem åbnede aldrig igen. Ifølge nobelpristager Milton Friedman & Anna J. Schwartz's bog A Monetary History of the United States, 1867-1960 (1963) var denne kur "værre end sygdommen". Dernæst devaluerede Roosevelt dollaren med 21 procent for senere helt at bryde med guldfoden. Han gjorde det ulovligt for befolkningen at eje guld og "konfiskerede" befolkningens guldreserver. Han øgede de offentlige udgifter betragteligt med "Relief, Recovery and Reform"-programmer. Han iværksatte yderligere indkomstskattestigninger og betjente sig af en virksomhedsfjendsk retorik, der sammen med arbitrærheden i den økonomiske politik introducerede en usikkerhed, der afholdt forretningsfolkene fra at træffe langsigtede investeringsbeslutninger.
I 1935 vedtoges "the National Labor Relations Act" (NLRA), som revolutionerede de amerikanske arbejdsmarkedsforhold. Den tog arbejdskonflikter undenfor domstolene, og bragte dem ind under et nyt regeringskontor kaldet "the National Labor Relations Board", som blev anklager, dommer og jury. Det var lovgivning, som gav en enorm magt til fagforeningerne. Roosevelt kartelliserede industrierne, da han mente, at "overdreven konkurrence" havde ansvaret for Den Store Depression ved at få priser og lønninger til at falde. Herudover oprettedes et enormt antal regeringskontorer og offentlige programmer. Flere af disse programmer og tiltag, blev senere af den amerikanske højsteret dømt til at være i strid med den amerikanske forfatning og måtte forlades.
Siden Den Store Depression er der blevet lavet omfattende forskning i den økonomiske krises årsag og varighed. En af de bredt accepterede konklusioner på denne forskning er, at det var fejl fra den nystartede amerikanske centralbank, FED (etableret i 1913), som var årsag til krakket på børsen såvel som sammenbruddet af bankvæsenet. En anden bredt accepteret konklusion er, at såvel Hoovers indgreb som Roosevelts New Deal-politik forværrede den økonomiske krise og trak den i langdrag. F.eks. konkluderer to UCLA-økonomer, Harold L. Cole and Lee E. Ohanian, efter et fire års-studie af Roosevelts politikker, at den fejlagtige stimulus-politik udskød genopretningen med syv år.
Vor egen tid har mange ildevarslende paralleller til Den Store Depression. F.eks. et boom og en finanskrise skabt af en centralbank, der gennem alt for lang tid har fastholdt en kunstig lav rente og muliggjort en ikke-bæredygtig kreditekspansion med deraf følgende aktivprisbobler, en forkert diagnose på krisens årsager, markedsfjendsk retorik, en mislykket republikansk regering, der kraftigt har ekspanderet de offentlige udgifter og en nyvalgt præsident, der lover forandring, men efter alt at dømme vil lave mere af samme slags, og som samtidig flirter med protektionistisk lovgivning.
Det er ikke umuligt at gentage historiens fejl, hvis ikke vi lærer af vores erfaringer. Når man følger mediedækningen i dag og lytter til mange politikkere, får man det indtryk, at deres fordømmelse af kapitalismen som moralsk system gør dem blinde for den økonomiske videnskabs resultater og konklusioner.
Per Henrik D. Hansen er cand. polit. og ekstern lektor
