Det er blevet mere end antydet i sagsforløbet, at sammenfaldet i partifarve mellem chefen for den instans, der skulle godkende navnet, Lars Løkke Rasmussen, og det klagende parti, Venstre, havde en indflydelse på processen. Efter en lang og sej kamp, fik partiet endelig sit navn: Liberalisterne - Frihed og Velstand.
Den kamp belønnes i dag på Krogerup Højskole, der tildeler partiet årets Hal Koch-pris, der i daglig tale blot kaldes for Demokratiprisen.
Højskolens forstander, Erik Boel, siger om baggrunden for udelingen til Nyhedsavisen:
"Det ligner magtfordrejning og chikane, at Indenrigsministeriet med en Venstre-minister i spidsen har undgået at godkende deres navn så længe. Liberalisterne kunne jo tænkes at lokke nogle af Venstres vælgere. Så Liberalisterne får prisen for det demokratiske mandsmod, de har udvist."
Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, er glad for prisen.
Hvilken betydning vil prisen få for jeres parti?
"Jeg ved ikke om den i sig selv vil få den store betydning. Så vidt jeg ved, følger der en lille pose penge med, og de falder bestemt på et meget tørt sted i øjeblikket," siger formand Torben Mark Pedersen til 180Grader.dk
Men en demokratipris er ikke nok til, at partiets lykke er gjort. Det nye parti, Ny Alliance, vil med sit udspil om en flad skat på 40 procent højst sandsynligt kapre en del potentielle Liberalisterne-vælgere.
Hvad vurderer du, at det koster i potentielle vælgere for jer, at Ny Alliance nu er på banen?
"Det er jo meget svært at sige. Det er jo ikke noget liberalistisk parti, det er et midterparti. Men de kan selvfølgelig tænkes at tiltrække nogle af de vælgere, der kunne have fundet på at stemme på os - alene på grund af skattepolitikken. Og hvor mange det så drejer sig om, er jo svært at sige," siger Torben Mark Pedersen.
Tror du der er en reel mulighed for, at nogle af jeres potentielle vælgere, frygter at en stemme på jer vil være spildt, fordi I alligevel ikke kommer i Folketinget?
"Jeg tvivler på, at der er særlig mange liberalister, der flygter over til Ny Alliance. Men alle er da bekymrede for, om vi vil komme over spærregrænsen. Og det er jo altid en reel bekymring, indtil man i nogle meningsmålinger har vist, at det er sandsynligt, at man gør det."
Prisen overrækkes i dag på Krogerup Højskole.