Af Lars Helleskov Engelbrektsen
En politisk diskussion om, hvad ansvar er for en størrelse, er altid relevant. "Hvis ansvar er det," spørger vi ofte. "Ansvaret skal placeres," siger vi hele tiden. Især når der er gået "kage" i et eller andet. Så skal skylden eller "aben" placeres, og der sker så godt som altid det, at ansvaret "trædes ned i organisationen". Med det mener jeg i strengt hierarkisk forstand. Egentligt må det vel være det øverste niveau, der tager ansvaret og er sig ansvaret bevidst. Desværre har den øverste ledelse mere travlt med at stå i kø foran håndvasken - for at vaske hænder, forstås.Et ansvar skal være personligt og gøres personligt. At dele og opsplitte et ansvar og gøre det kollektivt lyder umiddelbart fint nok, men i praksis er det nærmest umuligt. Ansvaret for en bommert - eller rettere bommerten - bliver ikke mindre af at blive delt. Kollektivt ansvar er ikke håndgribeligt, som personligt ansvar er det.
Vi kan ikke leve højt og slet ikke længe på, at alle kan leve på andres bekostning og dække sig ind under andres ansvar. Som direktøren for tænketanken CEPOS, Martin Ågerup, har skrevet:
"Kollektivisering af ansvar er blevet populært, for eksempel i udtrykket "socialt ansvar". Og det er egentlig overraskende. Fra vores hverdag ved de fleste af os nemlig godt, hvad der sker, når ansvar gøres kollektivt: det fordufter."
Der må være en klar fordeling af roller, klar afgivelse af forventninger og klar opfattelse af individuelt ansvar. Det er kun meningsfuldt tale om et fuldstændigt fællesskab, hvor disse roller er fordelt. Og hver enkelt anstrenger sig for at leve op til sin rolle.
En talemåde er: "Hvis alle har ansvaret, har ingen ansvaret". Vi kender det godt. Hvis du nogensinde har været i et bofællesskab, ved du hvad der sker med rengøring, opvask, oprydning. Ikke rigtigt noget. Det bedste, man kan gøre som kollektiv, er at gøre nogle forpligtede på en opgave. Det vil være ved at gøre opgaven til deres og på den måde give dem et ansvar. Med ansvar løses tingene og en samvittighed i forhold til at få tingene gjort spirer frem. Måske endda en form for forfængelighed i forhold til at løse en pålagt, eller endnu bedre selvvalgt, opgave godt.
På det individuelle plan må det siges, at du har ansvaret for dit liv, dit uddannelses- og jobvalg og valg af livsform. Og du har også ansvaret for dit eget helbred. Din livsstil er selvvalgt! Og med livsstil følger livsstilssygdomme. Dem har du også selv valgt og skån os andre for dine beklagelser over lungesygdomme, hvis du har trodset alle lægelige råd om at holde op med at ryge.
På det politiske plan er det rigtige at gøre at udstyre individer med magt og indflydelse på eget liv og minimere den politiske styring og politikernes indflydelse på borgernes liv. Men med magt og indflydelse skal også følge ansvar for eget liv. Magt og ansvar skal hænge uløseligt sammen.
Hvis ansvaret er dit og ikke helt og holdent fællesskabets, kan du ikke påtage dig offerrollen og forfalde til holdningen, at det er samfundets skyld.
Stærke fællesskaber skabes, hvor ansvaret individualiseres. Velfærdsstaten er i sin værste udlægning desværre en form for kollektivisering af ansvaret. Og dermed fralæggelse af samme. Personligt hylder jeg "noget for noget samfundet".
Det gør Socialdemokraterne ikke. De er ikke begejstrede for den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens "noget for noget-samfund". Logikken er blandt socialdemokrater, at det er vigtigt, man kan gøre noget for andre, uden at det på nogen måde er for egen vindings skyld.
Egentlig behøver der ikke være nogen modsætning mellem på den ene side at gøre noget for andre og på den anden side selv nyde godt af egen god vilje og handling. Mange gode gerninger er til fælles fordel.
Socialdemokrater har ofte en kedelig tendens til at mistænke individuelle handlinger for at være egennyttige og ikke præget af samfundssind. I hvert fald må der ikke være tale om, at initiativrige individer skal kunne tjene penge på andres kritiske situation. Der eksisterer en skepsis blandt socialdemokrater for, at alt gøres med personlig fortjeneste for øje.
Anders Fogh Rasmussen har beskrevet forvrængningen meget godt i "Fra socialstat til minimalstat":
"I den kollektivistiske ordbog er begrebet 'personligt ansvar' blevet forvrænget til 'egoisme'. Og i kollektivismens tidsalder er mennesket blevet indpodet, at egoisme er ondt, og at uselviskhed er den ideale dyd. Som modpoler mellem ondt og godt er vi blevet tilbudt to begreber: egoisme og altruisme. Egoisme bliver defineret som 'at ofre andre for sig selv'. Altruisme - 'at ofre sig selv for andre'. Gang på gang bliver det indprentet, at selvopofrelse er en særlig dyd. Og hvem kan så være tilhænger af andet end altruisme?"
De bedste former for sameksistens skabes, hvor fælles fordel sikres. Det vil sige i situationer, hvor alle involverede parter vinder noget. Eller i hvert fald ikke mister noget. Anders Fogh Rasmussen er dog givet også orienteret mod, at man skal yde noget, for at kunne gøre sig fortjent til at modtage noget - fra andre. På den måde er den enkelte faktisk forpligtet i forhold til og overfor fællesskabet. Ved at tage et udgangspunkt i den enkeltes forpligtelser garanteres fællesskabets fortsatte beståen. En god ansvarlig politiker stiller krav om "noget for noget".
At gøre det personlige ansvar gældende er bedre end påbud, kvoter, skatter, afgifter og forbud. Ansvar for eget liv er noget, man påtager sig og helt naturligt. At tage ansvaret for eget liv fra nogen er sjældent nogen god idé. Der findes altid nogle, der helst vil være fri for at påtage sig et ansvar. Ansvarsfri er tæt forbundet med at være ansvarsløs. Som regel kører man ikke langt på literen med en sådan livsindstilling, med mindre man ønsker at leve på og af andres nåde. I så fald giver man ikke "noget for noget", som er livsvigtig for fællesskabers beståen, herunder velfærdssamfundets bevarelse og udvikling.
Vi ønsker alle et samfund med både tryghed, velstand og velfærd. Dette samfund er mere og mere udfordret af finanskrisen, som efterhånden må betragtes som en økonomisk krise. Men velfærd for alle er ingen selvfølge. Samfundet og velfærden udvikler sig kun, hvis alle, der kan, tager personligt ansvar for sig selv og dermed faktisk også for fællesskabet. Alle skal sætte en ære i at klare sig selv, hvis man kan, og ikke ligge andre til last. Det er i det personlige ansvar og efterlevelsen af det, at vi sikrer ansvaret for fællesskabet og velfærdssamfundet.
Lars Helleskov Engelbrektsen er cand. scient. adm og økonomisk konsulent
