Debatten om en ny hjælpepakke i USA deler det Demokratiske Parti

Tirsdagens udtalelser fra Laura Tyson, der er professor og præsident Obamas rådgiver, om at den amerikanske økonomi har brug for endnu en stimula...

Slettet Bruger,

08/07/2009

Tirsdagens udtalelser fra Laura Tyson, der er professor og præsident Obamas rådgiver, om at den amerikanske økonomi har brug for endnu en stimulanspakke, deler vandene i det Demokratiske Parti. Det skriver Bloomberg News.

"Vi er nødt til at være åbne om, hvorvidt vi har brug for yderligere handling," siger Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus til Bloomberg News.

Omvendt siger Demokraternes Leder i Senatet Harry Reid, at: "der er ikke noget, der fortæller mig, at endnu en stimulanspakke er nødvendig."

USA har allerede vedtaget en keynes-inspireret hjælpepakke på 787 mia. dollar i begyndelsen af 2009, og ifølge Obama-administrationen dengang skulle de mange milliarder have bremset arbejdsløsheden, så den forblev under 8 pct. Det viste sig ikke at holde stik, og i dag ligger den officielle arbejdsløshed på 9,5 pct.

Præsident Obama selv gav et interview tirsdag til ABC News, hvori han sagde, at de konstant kæmper med den høje arbejdsløshed, som nærmer sig 10 pct., men tilføjede, at bruge flere lånte penge i sidste ende kan være kontraproduktivt.

Den Demokratiske senator Sheldon Whitehouse, fra staten Rhode Island, som i øjeblikket har en arbejdsløshed på 12 pct., mener, at der formentlig er brug for endnu en gældsfinansierede hjælpepakke, og at kongressen formentlig vil begynde at handle hen imod slutningen af året. Den anden-rangerende Demokrat i senatet, Dick Durbin, er ikke sikker på, hvordan han vil gribe situationen an, og han overlader derfor enhver beslutning om en eventuel stimulanspakke til præsident Obama.

USA står allerede overfor landets største budgetunderskud på ca. 1.900 mia. dollar i år, og selv om de fleste Demokrater nok ville ønske, at de kunne gældsfinansiere sig ud af krisen, så må også de huske på, at de penge, som bliver brugt i dag, skal betales tilbage en gang ude i fremtiden.

JDL

Kilde: