Af Lars Helleskov Engelbrektsen
Vi kender historien om manden med tvangstanker. Han skal behandles er behandlingsnormen. Han er belastende for sine omgivelser og afviger fra normaliteten. Og det kan vi normale ikke have. Afvigere af alle slags gør os utrygge. Dybest set minder de os vel bare om, at vi næsten alle er ens og en stor grå masse. For afvigere er der ikke mange af. Desværre. De giver ellers noget kolorit på tilværelsen. Og bidrager til den mangfoldighed som ofte lovprises og lovsynges.Ham med tvangstanker har for (u)vane er at gå rundt og knipse med fingrene. Hvordan skal man vænne ham af med det uden at skære fingrene af? Det er vanskeligt, fordi han har en pointe, hør her:
To mænd kommer gående. Den ene knipser rytmisk. Den anden kigger undrende og spørger: "Hvorfor knipser du?". "For at holde elefanterne væk". "Men her er jo ingen elefanter i Danmark". "Nej, der kan du se".
Måske er det godt, at vi har nogle, der afviger fra normaliteten. Men logikken i velfærdsstaten er, at hvis de afviger fra normaliteten, må de behandles, for sådan er logikken blandt alle rettroende i behandlersamfundet Danmark. Det er dem, vi kalder de godhjertede fra godhedsindustrien. Dem der lever af at bemærke og stigmatisere de afvigende. Eller rettere, de vil undgå at de afvigende stigmatiseres, derfor skal de behandles, inden de bliver for afvigende.
Tvangstanker/OCD er for øvrigt omtalt som underdiagnosticeret af flere behandlere. Med andre ord efterspørges flere penge til området, større fokus og dermed udpegning af endnu et indsatsområde. Det lyder måske godt, men i en begrænset og knap økonomi med et underskud af speciallæger i psykiatri, vil det være håbløst at behandle sig til og sikre, at alle falder ind under rubrikken normale.
Skal vi behandle for alt, som afviger fra normaliteten, mister vi den brogede mangfoldighed og de gode grin og smil ved at gå rundt i byens gader og stræder. Det er forskellene, der er interessante, ikke lighederne. De sjove og skæve må også være her, helst ubehandlet!
Indsatsen kan i stedet sættes ind overfor dem, der vitterlig forstyrrer den offentlige ro og orden og sikkerhed. F.eks. rebellerne fra Nørrebro, der skyder vildt omkring sig eller kaster den første sten og foretager biljagter gennem de små gader. Eller splitter en Natuzzi-butik i Hyskenstræde i det centrale og historiske København.
Nu er der ophørsudsalg i denne butik med italienske designmøbler. Butikken flytter i stedet til mere sikre rammer i forudsigelige Fields. Om flytningen har at gøre med hærværk, ved jeg ikke, men resultatet er, at gode butikker forsvinder fra Strøget og dermed forsvinder nogle af de butikker, der bidrager til at betale for vedligeholdelse af historiske, smukke og bevaringsværdige bygninger i byens center og historiske vugge. Bevares, nye butikker kommer til og overtager pladsen, men hvor længe, hvis hærværk hører til dagens uorden?
Vi behandler for noget der ikke nødvendigvis behøver blive behandlet for og har spillet fallit overfor det, der udgør en fare. Vi overhører signalerne, der lyder på om ikke mere, så grovere kriminalitet. Vi opfanger ikke den unge mand, der er ved at slå ind på en kriminel løbebane, der som alle karrierer starter i det små og ofte uskyldige. Politikerne har sat kikkerten for det blinde øje! Og derfor bruger de samfundets ressourcer forkert.
Lars Engelbrektsen er cand. scient. adm. og økonomisk konsulent
