Af Martin Ã…gerup
Martin Ågerup er direktør i den borgerlig-liberale tænketank CEPOSRegeringen vil til at slå et slag for det personlige ansvar. Den kunne passende begynde med at droppe økonomisk lighed som en politisk målsætning. De to størrelser - ansvar og lighed - er nemlig uforenelige.
Vi bruger verbet "at handle" i flere betydninger. Det kan betyde at købe ind i en butik. Det kan betyde at indgå en frivillig aftale med et andet menneske. Og det kan betyde noget langt mere eksistentielt - nemlig at agere, vælge, træffe beslutninger. Det er ikke tilfældigt, at det samme ord har disse forskellige betydninger, for de er nært beslægtede.
Når vi handler - i alle betydninger af ordet - træffer vi valg. Alle disse valg ændrer vores livssituation. Nogle ændrer den kun marginalt, som for eksempel når vi køber ind i supermarkedet. Men der træffes ikke desto mindre nogle valg, som akkumuleret over en årrække kan have ganske betydelige konsekvenser for vores liv. Vi vælger således, hvor meget vi vil forbruge, og hvor meget vi vil spare op, og vi vælger hvilken mad, vi vil spise. Vi træffer studievalg, karrierevalg, valg af boligform og finansiering osv.
Alle disse valg er vores egne. Vi er frie til at træffe dem. Vi er ikke frie til at træffe et hvilket som helst valg, men vi er frie indenfor nogle rammer, som i Danmark er meget vide. Unge mennesker er i deres uddannelses- og karrierevalg begrænset af deres evner og færdigheder. Meget få har talent til at blive professionelle fodboldspillere eller balletdansere. Men så kan man vælge at blive noget andet, som ligger indenfor ens evner og færdigheder.
Eftersom vi har friheden til at vælge, bærer vi også ansvaret for konsekvenserne af vores valg. Det er denne kombination af frihed og ansvar, som adskiller det voksne myndige menneske fra barnet. Man kan ikke have ansvaret for en beslutning, som man ikke har haft friheden til selv at træffe. Og omvendt kan man ikke være fri uden at bære et ansvar for sine handlinger. Det er for eksempel derfor, vi forældre føler, at vi kan tillade os at bestemme, hvornår vores (små) børn skal gå i seng om aftenen. Det kan vi tillade os, fordi det er vores ansvar, at de er udhvilede. I skolen vil læreren i sidste instans kontakte forældrene, hvis et barn er træt og uoplagt i løbet af dagen. Fordi forældrene og ikke barnet bærer ansvaret for, at barnet er udhvilet, har barnet ikke friheden til selv at bestemme, hvornår det vil i seng. Fraværet af ansvar medfører altså også i sidste ende et fravær af frihed. Og omvendt: tilstedeværelsen af frihed indebærer tilstedeværelsen af ansvar.
Accepten af dette princip er fundamentalt for et funktionsdueligt samfund. Ja, man kunne hævde, at det er et sundt forhold mellem frihed og ansvar, som - med et moderne udtryk - skaber sammenhængskraften i et samfund og i en hvilken som helst social relation mellem mennesker, hvad enten det er i en familie, en forening, en virksomhed eller en nation. Ikke alene vores retssystem, men hele vores samfundsorden hviler på det fundamentale princip, at frihed og ansvar hænger uløseligt sammen. Og det er dette fundamentale princip, som man tilsidesætter, hvis man gør materiel lighed gennem statslig omfordeling til en målsætning i et samfund.
Hvis det personlige ansvar har det skidt, skyldes det i høj grad politikernes insisteren på, at borgerne - i lighedens hellige navn - netop ikke skal bære ansvaret for deres egne handlinger. Vi skal hjælpe mennesker i nød, som ikke kan klare sig selv. Men den universelle omfordeling i den danske velfærdsstat til borgere, der sagtens kunne klare sig selv, mindsker tilskyndelsen til at tage ansvar for sit eget liv. At tage fra den hårdtarbejdende og sparsommelige til fordel for den dovne, der rutter med pengene, er at straffe sparsommelighed og personlig ansvarlighed og belønne uansvarlighed. Dermed får man et samfund, hvor færre udviser den adfærd, man straffer og flere udviser den adfærd, man belønner. Færre udviser ansvar, flere udviser uansvarlighed. Jo større omfordelingen bliver, jo større bliver dette moralske forfald.
