Danske millioner til religiøse skoler i Afghanistan

Danske bistandsmillioner bruges på at sikre skolegang til alle afghanske børn, men opgaven vanskeliggøres af, at Taleban brænder skolerne ned

Slettet Bruger,

11/04/2009

Danske bistandsmillioner bruges på at sikre skolegang til alle afghanske børn, men opgaven vanskeliggøres af, at Taleban brænder skolerne ned. Derfor siger udviklingsminister Ulla Tørnæs nu god for, at religiøse skoler, de såkaldte "madrassaer", inddrages i det afghanske uddannelsessystem. Det skriver berlingske.dk.

"Det her handler om at få flere børn i skole, og man skal huske, at madrassaer og mullaher ikke nødvendigvis er ensbetydende med fundamentalistisk islam," siger Tørnæs til berlingske.dk.

Det afghanske undervisningsministerium har besluttet, at der skal opføres en ny religiøs skole i hvert distriktscenter. Og samtidig overvejer man at omdanne de eksisterende skoler til madrassaer. Ulla Tørnæs understreger dog, at skoler skal være moderate og følge den læseplan, som Danmark har været med til at udarbejde.

"Desuden har vi nu to uddannelsesrådgivere i Afghanistan, og dermed kan vi bedre sikre os, at der ikke undervises i fundamentalistisk retning. For det vil vi under ingen omstændigheder acceptere," siger hun.

På trods af ministerens forsikringer vækker tanken om dansk støtte til de religiøse skoler dog ikke just begejstring hos den konservative regeringspartners udenrigsordfører Tom Behnke.

"Det er nyt for mig, men det lyder ikke godt. Vi skal ikke hjælpe til med at fremme Talebans dagsorden, og derfor må vi kigge nærmere på, hvad de danske bistandskroner bruges til," siger Tom Behnke.

Også Dansk Folkeparti er modstander af den nye politik.

"Det her skal Danmark ikke støtte. Vi kan jo ikke vide, hvad mullaherne prædiker," siger Søren Espersen til berlingske.dk.

[email protected]

Kilde: