Danske konservative vil ikke presse førtidspensionister i arbejde

Af Ole Birk OlesenFørtidspensionister i Danmark udgør en uudnyttet arbejdskraftreserve, som regeringen bør medtænke i sin kommende jobplan, mener d...

Slettet Bruger,

08/01/2008

Af Ole Birk Olesen

Førtidspensionister i Danmark udgør en uudnyttet arbejdskraftreserve, som regeringen bør medtænke i sin kommende jobplan, mener de Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Knud Kristensen. Men at gå så langt som hans partifæller i Storbritannien, det vil han ikke.

David Camerons konservative vil, hvis de overtager regeringsmagten i 2009, indkalde samtlige 2,6 millioner britiske førtidspensionister til personlig samtale og lave en revurdering af deres arbejdsevne. Kan de arbejde, så vil de miste deres førtidspension, og det anslåes at komme til at omfatte mindst 200.000 mennesker.

"Jeg mener ikke, at vi kan gå ud og bare fratage folk deres førtidspension. Det skal forhandles igennem med den enkelte, og så skal vedkommende gå med ind på de betingelser om, at man kan få et job, måske på deltid. Vi kan ikke gå ud og sige, at fra i morgen skal halvdelen af vores førtidspensionister i job," siger Knud Kristensen, der er arbejdsmarkedsordfører for de Konservative, til 180Grader.dk.

Ville man kunne presse 10 procent i job?
"Det med at presse dem ind i jobbet er jeg ikke kompetent til at sige, at vi kan gøre. Der kan være mange forskellige ting, der gør sig gældende, og de er jo tilkendt en førtidspension."

Samtale skal øge interesse for job
Knud Kristensen mener dog, at der må være et arbejdsmarkedspotentiale hos en del af førtidspensionisterne. Men det skal udnyttes ved et tilbud.

"I forbindelse med, at vi nu snakker om en jobplan, synes jeg, at mange af de førtidspensionister, som har en restarbejdsevne, skal med ind på arbejdsmarkedet. Man kan have et problem med ryggen, en arm eller et ben, men udviklingen på arbejdsmarkedet med nye maskiner og andre ting, der letter arbejdet, gør måske, at man godt kan klare et arbejde i dag. Meget arbejde er jo blevet mere håndterbart i takt med den teknologiske udvikling, selvom man har et handicap. Derfor synes jeg, at man skal udbygge jobplanen med, at de førtidspensionister, som har evnen og styrken til at generhverve et job, måske på deltid, får et tilbud om at komme i arbejde," siger Knud Kristensen.

Men der er er vel ikke noget i dag, der forhindrer førtidspensionister i at tage et arbejde, hvis de kan bestride et?
"Nej-nej, overhovedet ikke."

Hvad skal så få førtidspensionisterne, som ikke i dag søger arbejde, til at gøre det fremover?
"Det kunne være et spørgsmål om, at man får det pakket op igen og talt om det. 'Der kan godt være et job til dig,' kan beskeden lyde, og så kan man snakke om, at der måske indenfor den branche, hvor førtidspensionisten tidligere var tilknyttet, er sket en modernisering, så man i dag kan styre tingene via maskiner."

Hvordan skal det ske helt konkret?
"Kommuner skal have muligheden for at tage hul på det i en personlig samtale. Man skal jo huske på, at mange af dem, som har været uden for arbejdsmarkedet igennem et tiår eller mere, har indstillet deres liv på det. Det kan der måske godt løsnes op for gennem en samtale ude i kommunerne," mener Knud Kristensen.

[email protected]

Kilde: