Dansk Stasi-konference aflyst

Slettet Bruger,

09/06/2007

En planlagt konference i næste weekend i Berlin om DDRs spionage mod vestlige magter, der har mødt kraftig kritik, er nu aflyst. Konferencen, der ville give ordet til flere tidligere førende stasifolk, blandt andet chefen for udlandsspionagen Werner Grossmann, kan ikke gennemføres, da konferencecenteret har opsagt aftalen med arrangørerne, Center for Koldkrigsstudier på Syddansk Universitet.

"Vi står uforstående over for denne beslutning. Men på dette grundlag ser vi ikke andre muligheder end at aflyse," udtaler Universitets rektor, Jens Odderhede, til Jyllands-Posten.

Aflysningen skal formentlig ses i sammenhæng med den storm af protester, der har mødt konferencen. Blandt andet fra lederen af Checkpoint Charlie-museet Alexandra Hildebrandt:

"Det har intet med videnskab at gøre, hvis man giver Stasi-forbrydere en offentlig scene til at hævde sig selv på. Man ville jo heller aldrig invitere naziforbrydere til en konference," begrundede museumslederen sin kritik.

Også i statsinstitutionen, der varetager de 180 kilometer Stasi-arkiver, har man, trods et oprindeligt tilsagn om at deltage i konferencen, kritiseret taletiden til de kommunistiske forbrydere. Institutionen tjener "ikke til at lade sig udnytte som legitimation for ministeriet for statssikkerhed og dets repræsentanter," forklarede lederen, Marianne Birthler, afbuddet med.

Center for Koldkrigsstudier blev oprettet sidste år som konkurrent til professor Bent Jensens Center for Koldkrigsforskning.

mol

Kilde: