Dansk Folkeparti i kamp for cafépenge til unge

Opdateret klokken 20

Slettet Bruger,

21/04/2008

Opdateret klokken 20.10 med præcisering af, hvad det er Dansk Folkeparti kræver til gengæld for at sige ja til ændringen af SU-systemet

Op til folketingsvalget lovede rege­ringspartierne, at studerende skulle have mulighed for at tjene flere penge ved siden af studierne uden at blive modregnet i SU'en. Trods løfterne er der imidlertid intet sket, skriver Information.

Partierne bag SU-forliget var egentlig blevet enige om en aftale, der skulle hæve fribeløbet en smule samt forhøje SU'en for studerende med børn og studerende med et handicap. Men Dansk Folkeparti har sat hælene i og brugt sin vetoret, fordi partiet ikke vil finansiere ændringerne ved at skære i de såkaldte "cafépenge", som elever på ungdomsuddannelserne modtager i SU, selvom de stadig bor hjemme hos deres forældre. Specifikt er det fribeløbet for, hvor meget man som hjemmeboende må tjene, før SU'en skal modregnes, som Dansk Folkeparti modsat de andre partier ikke vil være med til at sænke, oplyser uddannelsesordfører Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

"Det er alene det, som vi siger nej til. Og det er det, der skal finansiere, at man hæver grænsen for andre. Vi vil jo hæve grænsen for alle, og skal vi acceptere, at vi kun hæver den for én gruppe - og kun hæver den ekstremt lidt - så skal aftalen som minimum fjerne de tåbelige forringelser, som V, K, S, R og SF synes er rigtig gode," skriver Martin Henriksen til 180Grader.dk.

[email protected]

Kilde: