På trods af lettelser er Danmark stadig bagud i
skattekonkurrencen. Selvom den danske selskabsskat falder med tre procentpoint
til 25 procent fra nytår vil den stadig ligge over EU-gennemsnittet. I
gennemsnit har EU-landene sænket deres selskabsskat med 11,3 procentpoint over
de seneste ti år. Det viser en ny opgørelse fra revisionsfirmaet
KPMG ifølge Børsen. Danmark har kun sænket selskabsskatten med seks procentpoint og fra årsskiftet
altså ni.
Også på globalt plan er den gennemsnitlige selskabsskat
faldet. Kina har sænket sin med otte point og lander ligesom Danmark på 25
procent. Det globale gennemsnit for selskabsskatten er 26,80.
En af rekordspringerne i skattekonkurrencen er Irland, som
har oplevet en kæmpe levestandardsforbedring siden landet oplevede radikale økonomiske
reformer i 1990'erne. I alt har Irland barberet to tredjedele af
selskabsskatten over de sidste ti år, så den nu ligger på 12,5 procent.
Irland er en succeshistorie
"Irland er en enorm succeshistorie, hvor skattelettelser
virkelig har fået økonomien til at blomstre. Det kan give stof til eftertanke.
Mange internationale virksomheder lægger hovedkvarterer eller
distributionscentre i Dublin og omegn, og det er jo ikke ligefrem fordi, at
Irland geografisk ligger i centrum af Europa. Det er en udvikling, der ser ud
til at fortsætte," siger Søren Sønderholm, leder af KPMG's skatteafdeling i
København, til Børsen.
Regeringen har profileret sig på lettelsen af
selskabsskatten, men det batter ikke meget, hvis man samtidig laver skadelige
indgreb andre steder. Investorerne kigger nemlig også på sikkerhed, politisk
stabilitet og komplekse regler.
"Her ligger vi i den tunge ende. Vi har senest set et
kapitalfondindgreb, der ramte meget bredt og fik store dele af erhvervslivet
til at melde meget markant ud," advarer Sønderholm i Børsen.