Af Kristian Juul
I Danmark skal man indtil videre kigge rigtig godt efter for at se tegn på den verdensomspændende krise, som de fleste eksperter ellers kalder den værste siden oliekrisen i 1970'erne, måske endda værre end 1930'ernes depression.Allerhøjest bemærkes det herhjemme, at mad- og benzinpriserne også hos os stiger voldsomt, og at boblen på det danske boligmarked er bristet. Men bortset fra det går det jo stadig godt. Det er endda kommet frem, at Danmark måske ligefrem kan høste kortsigtede fordele af krisen, fordi vi er olieproducerende, og fordi den globale fødevarekrise har udløst stor udenlandsk efterspørgsel efter danske landbrugs- og fødevarer, især korn og svinekød.
Måske derfor synes alvoren endnu ikke rigtigt at være gået op for os. Vi er - med et billede lånt af finansmanden George Soros - som manden, der springer ud fra en skyskraber og halvvejs nede udbryder: "Så langt, så godt!"
Men lad os ikke lulle os selv i søvn - krisen kommer også til at ramme os. Benzinpriserne kommer kun til at stige og stige fremover. Maden bliver heller ikke billigere. Vores livsstil i Danmark og i hele den vestlige verden kommer under stadig større pres, og her hjælper besværgelser ikke af den slags, som USA's vicepræsident, Dick Cheney, forleden var ude med, da han sagde, at den amerikanske livsstil "ikke er til forhandling".
Forhandling eller ej, det er ved at gå op for stadig flere, at tidens fire store parallelle kriser - energikrisen, fødevarekrisen, klimakrisen og finanskrisen - ikke kan ses isoleret, men er som forbundne kar: forsøg på at løse én af kriserne fører til forværring af en anden.
Det mest skræmmende eksempel: biobrændstof - især at lave ethanol af majs som verden for få år siden jo havde så stort overskud af - lød som sådan en indlysende løsning på energiproblemerne ... Vi véd alle, hvad der skete, da USA satte markedet ud af kraft ved at bevilge enorme statslige subsidier til dyrkning af majs til bio-brændstof, og en fjerdedel af USAs majs-produktion i løbet af få år blev forvandlet fra menneskeføde til brændsel i 4-hjulstrækkere.
De resulterende prisstigninger har ramt især U-landene så hårdt, at Indiens finansminister, Chidambaram, for nyligt kaldte ethanol "en forbrydelse mod menneskeheden".
Udover at være et ubærligt moralsk dilemma, når sulten er på fremmarch kloden over, ser biobrændstof desuden ud til generere forsvindende lidt overskudsenergi på bundlinjen i forhold til den energi, det koster at producere den. Med mindre der sker et teknologisk gennembrud i næste-generations cellulose- eller algebaseret ethanol, står det klart, at idéen biobrændstof, omend forfulgt i en god mening, er en frygtelig misforståelse.
I frustration over krisernes indbyrdes afhængighed og manglen på åbenlyse politiske svar på dem er kritikken af kapitalismen som økonomisk system taget til på det sidste. Information bragte for nyligt en artikel med titlen "Når kapitalismen vokser samfundet over hovedet", hvor man bl.a. kaldte krisen en "egentlig systemkrise med rod i basale strukturer i den globale økonomi (...) med det fællestræk for delkriserne, at de afspejler et system, der nu opererer tæt på sine grænser".
I forlængelse af sådanne analyser har venstreintellektuelle ikke været sene til at øjne chancen for et comeback og udnytte krisen til at kræve drastiske indgreb overfor det frie marked. Man har krævet større statslig regulering af energi- og landbrugsproduktion, f.eks. et nyligt forslag fra Enhedslisten om at "den hjemlige produktion af svin straks begrænses", eller SF og Socialdemokraternes ugennemtænkte pres for to år siden for at tvinge regeringen til at satse på ethanol, som man dog siden har måttet besinde sig på. Selv hårdere regulering af genmodificerede planter og tvangsomlægning til økologisk landbrug har været foreslået af venstrefløjen, selvom begge dele af eksperter menes blot at ville forværre fødevarekrisen.
De venstreintellektuelle spiller med deres slet skjulte dagsorden på, at netop i en krise er lydhørheden større i offentligheden overfor opfordringer til at tænke i alternative samfundsmodeller, også når det gælder noget så fundamentalt som verdensøkonomiens markedsbaserede model.
Som borgerlige gælder det i denne situation om at holde hovedet klart. Vi er naturligvis lige så bekymrede som alle andre over kriserne, men det må ikke få os til at tvivle på markedets fundamentale styrke i forhold til statslige og overstatslige indgreb, som kan have ellers nok så noble formål, men som i stedet blot vil forværre situationen.
Ordet krise kommer af det oldgræske ord for "vendepunkt", og situationen i dag kan dermed meget vel være begyndelsen til en løsning af en række ophobede ubalancer i verdensøkonomien. Vi burde huske af historien, at økonomien i frie markedssamfund helt naturligt bevæger sig i Sinus-kurver, og at verdenskriserne til socialisternes store ærgrelse aldrig har ført til langvarige sammenbrud, men tværtimod altid banet vejen for ny udvikling og vækst.
Lad derfor Adam Smiths "usynlige hånd" løse kriserne - de markedskræfter der "søger ligevægt og den bedste løsning for helheden". Vi ser allerede over hele den vestlige verden, at de stigende energipriser får både forbrugere og producenter til at ændre adfærd: salget af firehjulstrækkere og andre benzinslugere er styrtdykket, mens salget af hybridbiler og investeringer i udvikling af alternative energiformer tager fart. Vi ser også spæde tegn på, at de høje fødevarepriser nu begynder at stimulere lokal landbrugsproduktion i f.eks. Afrika.
Hvorfor skulle politiske panikindgreb og statslig intervention pludselig blive et effektivt alternativ til kapitalismen og markedskræfterne? Hvor sort det end kan se ud i dag, så vil fødevare- og energiproblemerne i sidste ende blive løst på ny af det selvkorrigerende marked - hvis det ellers får lov.
Kristian Juul er formand for politisk udvalg hos de Konservative i Helsingør