Af Finn Ziegler
Danmark er ikke længere at betragte som et liberalt demokrati. Den korrekte betegnelse for styreformen er snarere et socialt demokrati. Der synes at være udbredt konsensus i det politiske system om, at det sociale demokrati er den korrekte styreform. Det betyder, at danskerne nu lever i en tid og i et samfund, hvor der ikke længere er absolutte grænser for politik. Politikerne blander sig i stort set alt og vil fortsat gøre det.Udgangspunktet for det liberale demokrati er, at individerne har omfattende frihedsrettigheder, hvilket selvsagt sætter snævre grænser for politik. Statens væsentligste opgave i det liberale demokrati er at værne om frihedsrettighederne. Det er med andre ord nødvendigt at beskytte individerne imod statsmagten, som gennem en (underforstået) samfundskontrakt har givet staten et voldsmonopol.
I det liberale demokrati er det først og fremmest forfatningen, som giver individerne denne beskyttelse. Det gør den ved at dele statsmagten i tre (udøvende, lovgivende og dømmende magt), ved at fastsætte specifikke rettigheder for borgerne (religionsfrihed, ytrings- og forsamlingsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed), ved at dele den politiske magt (eksempelvis i flere kamre i parlamentet) og ved at give befolkningen mulighed for at afsætte en regering, som misbruger statsmagten og krænker individernes frihedsrettigheder. Det sidste er hovedsageligt gennem afholdelse regelmæssige valg.
Men udover forfatningen består beskyttelsen imod statsmagten af selvstændige, selverhvervende og oplyste borgere, som kan værne om frihedsrettighederne og holder nøje øje med magthavernes embedsførelse. De politiske repræsentanter for borgerne i det liberale demokrati er personer, hvis opfattelse er rodfæstet i denne folkekarakter af selvstændighed, respekt for andres frihed og frisind. Vigtigst af alt er, at politikerne overholder grænserne for politik.
Det betyder ikke (nødvendigvis), at opgaver ikke kan løses i fællesskab. I det liberale demokrati vil sociale opgaver og uddannelse blive løst af civilsamfundets institutioner. Der kan dog være enkelte opgaver, som bedst løses gennem staten, men i det liberale demokrati kræver det helt særlige begrundelser. Mange liberale demokratier har derfor i deres forfatning forudsat, at beslutningerne i sådanne tilfælde træffes med konsensus eller overvældende flertal.
Danmark er nu langt forbi det punkt, hvor man med rette kunne betegne det som et liberalt demokrati. Det er stort set ingen grænser i Danmark for politik. Socialiseringen af livet er nu så tilpas fremskreden, at størstedelen af vigtige beslutninger træffes kollektivt. Så store dele af indkomsterne går gennem de offentlige kasser, at konfiskation er mere korrekt betegnelse end skat. Vigtige dele af tilværelsen er flyttet fra den private sfære til den kollektive, såsom børnepasning, uddannelse, pleje og behandling ved sygdom samt ældrepleje. Det er et socialt demokrati, hvor danskerne i fællesskab hersker over hinanden, naturligvis med ringe plads til forskellighed.
Men ikke nok med det. Det er nu gået politik i alt andet. Intet er for småt til at komme på den politiske dagsorden. Staten i det sociale demokrati blander sig i alle beslutninger, i alle livets spørgsmål fra vugge til grav. Der er en politisk debat om, hvad "vi" skal spise, hvad "vi" skal gå klædt i, hvordan "vi" skal passe og opdrage "vores" børn, hvilken omgangstone "vi" skal give "vores" børn, hvordan "vi" skal leve som singler eller i parforhold, hvilke risici "vi" skal løbe, hvordan "vi" skal forsikre "os" etc.
Det er synligt ved blot at kigge på de seneste par dages overskrifter i aviserne. Her har vi haft opfordringer fra politikere til at forbyde tillægsforsikringer ved køb af HIFI-udstyr, offentlig kontrol af priserne for hhv. kvinders og mænds adgang til swingerklubber, forbud mod bestemte former for hovedbeklædning og forbud mod privat sundhedsforsikring. For nu blot at nævne nogle få eksempler.
Udover at det er ganske trættende at lægge øre til politikere, der mener, at vi skal have kollektive beslutninger om alt fra sex til påklædning, så er det deprimerende, at der ikke er større forskel på de politiske partier.
Når det gælder om at udvide territoriet for politik, er det svært at få øje på forskellene mellem partierne. Vidtgående forslag, som vil krænke individernes frihed og ejendomsret, kommer både fra højre, fra venstre og fra midten. Der er ingen grænser for politik længere. Borgerlige politikere fra Danmarks Liberale Parti og Det Konservative Folkeparti er vanskelige at skelne fra politikere fra SF, Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti, ja sågar Enhedslisten.
Hvorfor er Danmark kommet så langt ud? Det nærliggende svar er, at den danske Grundlov ikke har været stærk nok til at modstå socialiseringspresset. Der mangler eksempelvis et andetkammer i parlamentet. Danmark har heller ikke en føderal struktur eller nem adgang til folkeafstemninger. Men formentlig beror det ligeså meget på fortolkningen af Grundloven som selve indholdet, hvor domstolene har tilladt kollektiviseringen.
En anden forklaring er nok, at Danmark i de sidste 50 år har undergået en voldsom samfundsforandring med velfærdsstaten, som har forvandlet Danmark fra en nation af selvstændige, selverhvervende og oplyste borgere til en nation af uselvstændige, offentligt forsørgede, trælletænkende velfærdsnarkomaner. Der er tale om en selvforstærkende og formentlig irreversibel proces, hvor kollektivet blander sig i stadigt mere, og hvor det næste skridt hele tiden er naturligt i lyset af det foregående.
Det er trist, at borgerlige politikere ikke forsøger at kæmpe imod den udvikling, men endnu værre at vi ligefrem oplever, at de aktivt deltager i udvidelsen af territoriet for politik. Det er svært at genfinde det liberale eller konservative i det. Men det skyldes vel tre ting. For det første er den nuværende generation af politikere opvokset i velfærdsstaten og har ikke personlige erfaringer fra et liberalt demokrati. For det andet afspejler borgerlige politikere vælgerkorpset, som er mindre selvstændige og selverhvervende end tidligere og derfor har andre prioriteter. Man bare klynker og råber op. Og for det tredje er det karrieremæssigt udsigtsløst at gå mod strømmen, så borgerligere politikere gør vel bare, hvad børn i velfærdsstaten lærer:
De flyder med strømmen.
Finn Ziegler er public affairs-chef
