Opbakningen til Socialdemokraterne var ringe ved valget i november, og meningsmålingerne viser ingen fremgang, så på den front har de jo ret, de socialdemokrater med Ritt Bjerregaard i spidsen som for tiden kræver nytænkning. Noget må der gøres i det gamle parti, hvis Venstre og de Konservative ikke også efter næste valg skal besætte ministerposterne.
Men ærligt talt, hvis man lige ser bort fra det med regeringsmagten, så går det da fremragende for socialdemokratismen i Danmark! Hvorfor klynke over, at man ikke selv kan få lov at føre socialdemokratisk politik, når man har Fogh og co. til at gøre det så glimrende for sig? For første gang siden begyndelsen af 70erne er der ingen opposition til den socialdemokratiske velfærdsstat i Folketinget. Både regeringen og oppositionen hylder socialdemokratiske værdier som f.eks., at alt godt kommer fra staten, at det ikke er nok at sørge for, at ingen har for lidt, men at man af hensyn til ligheden også må forhindre at nogen får for meget, og at der i princippet kun kan tænkes to slags aktiviteter i samfundet: de der skal være forbudte, og de der bør støttes af det offentlige.
De eneste socialdemokrater, som i denne storhedstid for deres idéer har grund til at ærgre sig, er på den ene side dem der gerne vil have fingre i en højtgageret og prestigefuld ministerpost, og på den anden side dem der ser sig selv som fans af FC Socialdemokraterne i et spil, en slags avanceret fodboldkamp hvor man kan score mål og selvmål, lægge taktik og slide for sejren med det ene formål at få en medalje, som man kan hænge ind i et skab, mens verden i øvrigt ser ud, som den altid har gjort.
For alle andre socialdemokrater burde disse år være de mest glædelige i partihistorien. Sejren for deres idéer er så total, at regeringsmagten er blevet overflødig.
Men ærligt talt, hvis man lige ser bort fra det med regeringsmagten, så går det da fremragende for socialdemokratismen i Danmark! Hvorfor klynke over, at man ikke selv kan få lov at føre socialdemokratisk politik, når man har Fogh og co. til at gøre det så glimrende for sig? For første gang siden begyndelsen af 70erne er der ingen opposition til den socialdemokratiske velfærdsstat i Folketinget. Både regeringen og oppositionen hylder socialdemokratiske værdier som f.eks., at alt godt kommer fra staten, at det ikke er nok at sørge for, at ingen har for lidt, men at man af hensyn til ligheden også må forhindre at nogen får for meget, og at der i princippet kun kan tænkes to slags aktiviteter i samfundet: de der skal være forbudte, og de der bør støttes af det offentlige.
De eneste socialdemokrater, som i denne storhedstid for deres idéer har grund til at ærgre sig, er på den ene side dem der gerne vil have fingre i en højtgageret og prestigefuld ministerpost, og på den anden side dem der ser sig selv som fans af FC Socialdemokraterne i et spil, en slags avanceret fodboldkamp hvor man kan score mål og selvmål, lægge taktik og slide for sejren med det ene formål at få en medalje, som man kan hænge ind i et skab, mens verden i øvrigt ser ud, som den altid har gjort.
For alle andre socialdemokrater burde disse år være de mest glædelige i partihistorien. Sejren for deres idéer er så total, at regeringsmagten er blevet overflødig.
