Af Lars Andreassen
Det trodser enhver fornuft at gå imod fornuften. Det siger sig selv. Ikke desto mindre gør regeringen det den ene gang efter den anden. Den styrer efter forgodtbefindende. Det burde man ellers ikke gøre i et demokratisk samfund. Det gør man i diktaturstater, i Iran, i Nordkorea, og man gjorde det i Sovjetunionen. Som ekspert, akademiker, almindelig interesseret samfundsborger kan man lige så godt lade være med at blande sig. Der er intet at komme efter. Intet at skulle have sagt. Fornuftsbaseret argumentation bruger vi ikke længere her i landet. Når arven fra statsmanden Anders Fogh Rasmussen en gang skal gøres op, bør vi huske på, at det var ham, der igangsatte den proces, der med tiden afviklede den rationelle dialog i det danske demokrati.Det aktuelle anslag mod fornuften drejer sig selvfølgelig om, hvorvidt den kriminelle lavalder skal sættes ned. Vi har kun lige glemt, at Miljøministeriet pressede Danmarks Miljøundersøgelse til at "forbedre" naturens tilstand i en rapport, og det er længe siden, vi glemte, at Claus Hjort Frederiksen fiksede resultaterne i en rapport om 300 timers-reglen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Regeringen har nedsat mange kommissioner, som har undersøgt undersøgelser, set på andres erfaringer, spurgt kloge folk til råds, vurderet spørgsmål på langs, nede fra og fra oven, blot for at sparke dem til side, når de var færdige. Argumenter baseret på grundige undersøgelser og fornuftige overvejelser kan ikke bruges til noget. Det er nærmest blevet et kendetegn for Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti sådan at afvise enhver rationel overvejelse ud fra devisen, vi ved alligevel bedst. Dialogen er slut.
Eksperterne er hørt, og vi gør nu det modsatte af det, de anbefaler. I det aktuelle tilfælde er der så tale om, at man vil sætte den kriminelle lavalder ned, skønt forskning, viden og diverse erfaringer viser, at det ikke vil hjælpe med at mindske kriminaliteten. Tværtom. I første omgang ned til 14 år, men DF så gerne, at den kom helt ned på 12 år. Hvis man kan begå tyveri og sætte ild til containere, når man er 12 år, kan man selvfølgelig også tage sin straf. Det kan man måske nok, men hvad skal det hjælpe, når nu al forskning viser, at det ikke hjælper. Det er et paradoks, at man diskuterer alder i stedet for indholdet af sanktioner.
Retsfølelsen
Ofte hørte man den forhenværende justitsminister, Lene Espersen, sige, at der skulle slås hårdere ned på kriminalitet. På den måde tager man hensyn til offeret og befolkningens retsfølelse. Lovovertrædelser krænker lovlydige borgere og skal hævnes. Og det er jeg egentlig ikke uenig i, men det er ikke et argument for at indføre kontraproduktive midler i bekæmpelsen af kriminalitet. Det krænker da også retsfølelsen, for ikke at tale om fornuften, og det er en hån mod alle de mennesker, der hver dag deltager i landets udvikling i al almindelighed.
Det krænker min retsfølelse, at indsatte får lov at pumpe jern; de får lov at blive større og dummere. Det koster skattekroner, og det koster efterfølgende flere skattekroner, når de kommer ud og skal resocialiseres, og lever på overførselsindkomst ind til de igen forbryder sig, skal for retten og tilbage i "fitnesscenteret." For nogles vedkommende igen og igen til livet rinder ud.
Hvorfor skal de have lov til det? Jeg får aldrig tid til at dyrke så meget fitness og læse så mange bøger (som man kunne, hvis man var indsat), når jeg samtidig skal passe mit arbejde og tage vare på mine børn. Det lyder måske ynkeligt og åndssvagt. Men ind i mellem fristes man næsten til at tage sig en orlov i ly af tremmerne. Afmålte besøg, fred og ro til at meditere og tid til at sætte sig ind i de sager, man ikke lige når til hverdag.
Hvem er kriminel
Undersøgelser viser, at personer med uddannelse er tilbøjelige til at begå mindre kriminalitet end personer uden. Oven i det kan man ofte også se, at tilfredsheden med selve eksistensen øges med uddannelsesniveauet. Så døm da de kriminelle til uddannelse. Døm den unge til at tage sin niende klasse færdig, døm dem til teknisk skole, til HF. Døm dem til at komme videre i uddannelsessystemet og giv dem i den forbindelse den hjælp og vejledning, de har brug for. Selvfølgelig afsondret fra det øvrige samfund. Der skal være noget at komme ud til.
Idøm en ung kriminel uddannelse efter de forudsætninger, der nu engang er hans, og lad ham bruge den tid, han vil: vil han bruge 6 år, er det hans egen sag, kan han gøre det på 6 måneder, har han udstået sin straf på 6 måneder. Han har taget sin eksamen og har fået alternative muligheder til det kriminelle liv - forhåbentlig er han også blevet klogere i al almindelighed. Den dømte kan således frit vælge, om han vil tage del i samfundet på de præmisser, der gælder for flertallet, eller om han hellere vil sidde inde.
Heldigvis er det sådan, at uddannelse for de fleste ikke betragtes som en straf. Men når vi taler om ungdomskriminelle, taler vi også om dem, som har skulket fra skole - og godt det samme for i det omfang, de har været tilstedeværende i skolerne, har de formodentlig ødelagt det for de fleste andre. Der er jo ofte tale om socialt belastede unge, som derfor ikke har forudsætningerne for at opføre sig som normale, hvilket man er nødt til at tage højde for, når "uddannelsesstraffen" idømmes.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavede for ikke længe siden en registerbaseret undersøgelse af 3.524 indsattes sociale baggrund og uddannelsesprofil (Ugebrevet A4, nr. 25, 1/8 - 2009). Det viser sig, at omkring 70% af de indsatte mellem 15 og 39 år ikke er uddannet ud over folkeskolen, og for 39% af dem gælder det, at deres forældre ikke har mere end folkeskolens grunduddannelse (mod 18% i den samlede befolkning). At idømme folk uddannelse kan måske på længere sigt være med til at bryde den sociale arv. Det vil uden tvivl være befordrende for fremtidens unge, hvis deres forældre vidste, hvad det vil sige at uddanne sig, hvilke muligheder det giver, og hvilken glæde det er at udføre et godt stykke arbejde og få anerkendelse for det. Et aspekt som ifølge Karina Pedersens klummer her på sitet (uagtet, KP's anekdoter ikke er belagt med statistik, som gør det muligt at generalisere ud fra dem, men det er forhåbentlig blot et spørgsmål om tid) aldeles mangler i de befolkningsgrupper, der her er tale om; dem uden al for megen uddannelse. Og dem med sociale problemer.
Den idømte uddannelse skal således hjælpe den kriminelle ud fra hans/hendes forudsætninger til at blive mønsterbryder.
Omsorgssvigt er en hjerneskade
Undersøgelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser også, at 50% af de indsatte mellem 18 og 19 år kommer fra familiære kår, der har gjort det nødvendigt for de sociale myndigheder at gribe ind. Det tal er 8,8% for befolkningen som helhed, så sociale vilkår betyder noget for de livschancer, et ungt menneske har. Det skal man tage meget alvorligt.
Vores opvækst går os bogstavelig talt på nerverne. Det her skal ikke blive til en psykologisk afhandling, men der kan være god grund til at se nærmere på, hvordan hjernen udvikler sig i forhold til det sociale miljø, den befinder sig i, når vi taler om kriminel lavalder og straf. Og 180Grader synes at være stedet, hvor det er muligt at bringe lidt nuancer med i debatten.
Daniel J. Siegel, en meget anerkendt psykiater, udtrykker sig på denne måde i "The Developing Mind, How Relationships and the Brain Interacts to Shape Who We Are". Et barn internaliserer gennem sin opvækst de relationer, det indgår i, og det vil i den tidlige barndom primært sige relationen til forældrene. Børn medbringer de personer, de er knyttet til, inden i sig som mentale repræsentationer, der indeholder ansigter, stemmer, dufte, smagsoplevelser, berøringer m.m. Det kalder psykologerne for en tilknytningsmodel (model of attachment), som på mange måder danner basis for barnets videre personlighedsudvikling. Denne tilknytningsmodel skal helst være stabil, og det bliver den, såfremt forældrene er nogenlunde normale, hvilket her vil sige tilregnelige. Eller sagt mere ligefremt: Hvis far og mor reagerer på nogenlunde samme måde i sammenlignelige situationer, læser barnets signaler korrekt og opfylder dets emotionelle og fysiologiske behov, så kan barnet udvikle en stabil tilknytningsmodel, som så kan danne udgangspunkt for de relationer barnet senere skaber med andre mennesker. Det er ud fra denne model, barnet vil skelne mellem normale og adækvate reaktioner og unormale og besynderlige reaktioner i andre menneskers adfærd.
Problemet er, at misbrugere ikke er stabile. De er utilregnelige og ofte højtråbende og voldelige: så er far i godt humør, så er far i dårligt humør, og mor er nødt til lige at få sit fix inden, hun tager sig af baby. Ydermere er det sådan, at de voksne, der befinder sig omkring børn i misbrugsmiljøer ikke nødvendigvis er de samme i særligt lang tid af gangen. Der er intet fast mønster i den adfærd, barnet møder - bortset fra at barnet ikke kan vide, hvad det kan regne med. Forældrenes utilregnelige adfærd sætter sig fysiologiske spor i hjernen, som det kan tage meget, meget lang tid at rette op på, hvis det overhovedet er muligt.
Det er det, man kalder omsorgssvigt. Det er ikke et eller andet luftigt begreb, som venstreorienterede socialpolitikere har opfundet til lejligheden. Omsorgssvigt resulterer i en abnormt udviklet hjerne, og det er klart, at det sætter sig spor i barnets adfærd. Omsorgssvigt er en slags hjerneskade. For den omsorgssvigtede er det således ikke blot et spørgsmål om at tage sig sammen. Den omsorgssvigtede er ikke fri til at træffe valg og indgå i normale relationer og tage ansvar, som andre mennesker gør det. Det er ikke bare synd for det enkelte barn, det er en katastrofe. Den omsorgssvigtede vil ofte reagere upassende og for os andre ude af proportioner i forskellige situationer. Ikke nok med, at omsorgsvigtede børn har ringe forudsætninger for at indgå i sociale sammenhænge, de scorer også ringere i intelligenstests. Disse social-psykologiske forhold er man nødt til at tage med i betragtning, når vi taler om strafforanstaltninger og resocialisering.
Intet alternativ til oppositionen
Man kan vel stadig forestille sig, at landets politikere betragter helheden og forsøger at bidrage til løsningen af et stort problem frem for at bidrage til problemet i sig selv. Den sociale arv skal brydes, og det bliver den ikke ved at smide unge mennesker i spjældet, hvor de blot pumper jern og bliver endnu mere kriminelle.
De skal ind og pumpe hjerne, skal de. Idøm dem uddannelse. Forslaget kan vel afprøves. Uanset hvad, så bruger samfundet temmelig store summer på de unge kriminelle - er det omkring 2 millioner kroner, det koster, at holde en ung indespærret i et år? Vi kan ligeså godt bruge pengene konstruktivt. Men med det reform-mod regeringen hidtil har udvist, skal man nok ikke gøre sig nogen forhåbninger.
En ting er mangel på mod, en anden er irrationalitet. Fortsat at gå imod fornuften, det er ... ja, hvad skal jeg sige? Fortsætter det, er der vel ikke rigtig noget alternativ til oppositionen. Og det er ikke rart.
Lars Andreassen er cand. mag. i Idéhistorie og Kognitiv Semiotik, højskolelærer på Egå Ungdoms-Højskole og medforfatter til "Det virkelige menneske. Sjælens og kulturens naturhistorie"
