DR vil lave endnu en tv-kanal

At det kniber med pengene i Danmarks Radio har været det store diskussionstema blandt Folketingets medieordførere i en hel del tid nu

Slettet Bruger,

21/08/2008

At det kniber med pengene i Danmarks Radio har været det store diskussionstema blandt Folketingets medieordførere i en hel del tid nu. Imens bruger DR imidlertid af sine kostbare ressourcer på at udvikle nye kanalkoncepter til det fremtidige digitale sendenet - kanaler som det fremover vil koste ekstra penge at drive i forhold til, hvad det ville have kostet, hvis man havde holdt sig til de eksisterende kanaler.

I forvejen vil DR lancere både en børne- og en historiekanal i 2009. Men nu fortæller generaldirektør Kenneth Plummer til journalisten.dk, at man har planer om at søsætte endnu en kanal i 2010.

Af hensyn til konkurrencen fra de øvrige tv-stationer er Plummer tilbageholdende med at gå i detaljer med, hvad den ny nichekanal skal indeholde. Han understreger dog, at DR i stigende grad vil og skal satse på det unikke.

"En af de ting, vi fokuserer meget på i DR, er at tilbyde det, som man ikke kan få andre steder," siger han til journalisten.dk.

Med den ny tv-kanal vil DR i 2010 i alt have seks tv-kanaler: DR1, DR2, DR Update, Børne- og ungdomskanalen, Historie- og kulturkanalen og så endelig den ny endnu ikke fastlagte nichekanal.

[email protected]

Kilde: