DR vil ikke fortælle, om DR-værts udtalelser får konsekvenser

Slettet Bruger,

12/09/2007

Af Ole Birk Olesen

DR-vært Jens Blauenfeldt beklager, at han har udtalt sig om sine i første omgang positive tanker om terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Og ifølge divisionschef Lisbet Lambert fra DR Programmer/aktualitet har værten optrådt i strid med Danmarks Radios retningslinjer.

Men om det får konsekvenser for ham, vil hun ikke sige.

Jens Blauenfeldt beklager sine udtalelser, men får det nogen konsekvenser?
"Personalesager holder vi altså internt, det har jeg altså ingen udtalelser omkring. Men det er klart, at han har overtrådt DR's programetiske retningslinjer ved at sige, som han har gjort," siger Lisbet Lambert til 180Grader.dk.

Hvad siger de retningslinjer?
"De siger, at man som studievært selvfølgelig ikke ytrer sig på skærmen i primetime med noget, som kan tolkes som politiske holdninger."

Hvorfor altid venstreorienterede holdninger?
Hvordan kan det være, at hver gang en DR-medarbejder træder over stregen på denne måde, så er det med venstreorienterede holdninger? Lad mig remse tre eksempler op: Mik Schack har haft et billede af den socialistiske bøddel Che Guevara som baggrund for sine madudsendelser. Kenneth Plummer gør med en t-shirt reklame for et offentligt betalt klubhus for venstreekstreme i København, et såkaldt Ungdomshus. Og nu denne sag med Jens Blauenfeldt, der tænkte, at amerikanerne havde godt af et terrorangreb.
"Nu vil jeg nøjes med at forholde mig til det, som jeg kender til. Og som jeg har fortalt dig, så er Jens gået over stregen, men det han jo siger i pressemeddelelsen er, at hans grundholdning absolut ikke er antiamerikansk, og at det ikke skulle forstås sådan."

Jeg vil gerne tage den konkrete sag og sætte den ind i et større perspektiv. Vi har altså disse sager, hvor DR-medarbejdere giver udtryk for venstreorienterede holdninger og i to af tilfældene må beklage det, men vi ser ikke de omvendte historier, hvor DR-medarbejdere må beklage, at de har udtrykt borgerlige holdninger. Hvad siger det om de synspunkter, som er dominerende i det redaktionelle miljø i DR?
"Det vil jeg overhovedet ikke indgå i spekulationer om ..."

Det behøver du vel ikke spekulere om, du arbejder jo derinde, og ved vel den slags?
"Det er et fuldstændig absurd spørgsmål, for jeg aner intet om de andre ting. Det ville være fuldstændig absurd at begive sig ud i gætterier om det," siger Lisbet Lambert.

Hun heviser i stedet til DR's kommunikationsdirektør, Henriette Rald, men det er endnu ikke lykkedes for 180Grader.dk at få kontakt med hende.

[email protected]

Kilde: