Af Simon Espersen
Simon Espersen er cand. scient. pol. og tilknyttet Copenhagen InstituteKonkurrencen om arbejdskraft er en konkurrence om at få den, der passer bedst til ens virksomhed. Det er en god konkurrence, såvel for virksomhederne som arbejdstagerne. Men i det statslige tv formår man at gøre selv denne glædelige, mangfoldige interesse på at give mennesker noget at lave til et problem.
Den 18. september fortalte Danmarks Radio en "hjerteskærende" historie om konkurrencen om polsk arbejdskraft. Historien går kort fortalt ud på, at polske virksomheder efterspørger arbejdskraft, samtidig med at virksomheder placeret i lande uden for Polen efterspørger polsk arbejdskraft. Problemet ifølge DR er således at lande/virksomheder uden for Polen "tager" arbejdskraften fra de polske virksomheder, som derfor jo må lide et tab.
Historien er sådan set blot en variation over temaet danske virksomheder konkurrerer med udenlandske virksomheder om dansk arbejdskraft. Eller for den sags skyld virksomheder i almindelighed konkurrerer om arbejdskraft i almindelighed. Det er svært at se problematikken. Men nu har journalist-forskningen jo også vist, at der er mange venstreorienterede journalister; og at mange venstreorienterede har en tendens til at lede efter noget, de tror, de har grund til at klynke over.
Aftalefriheden og arbejdskraftens relativt fri bevægelighed betyder altså, at polsk arbejdskraft (samt dansk arbejdskraft og arbejdskraft andetsteds, der nyder godt af de samme betingelser) kan søge arbejde der, hvor de højeste lønninger gives for det, man kan tilbyde. Hvem er det så i sidste instans, der bestemmer, hvordan arbejdskraften placeres? Svaret er forbrugerne. Det er forbrugerne, der belønner nogle virksomheder ved at købe disse virksomheders varer og ydelser, og som tilsvarende undlader at gøre forretninger med andre virksomheder.
Er ovenstående så et problem for Polen? Det er det naturligvis ikke, eftersom markedsøkonomien som sådan fungerer lige så godt i Polen, som den gør i Danmark, i det omfang den får lov til at gøre det: Indenfor nogle områder er polske virksomheder så bedre end danske. Det er en anden måde at sige, at forbrugere foretrækker det, som den eller de pågældende polske virksomhed kan levere til prisen, end hvad en tilsvarende dansk ville gøre. Andre gange er det omvendt.
Virksomheder har i spillet om forbrugernes gunst forskellige styrker, de kan udnytte. Østeuropa kunne i begyndelsen efter murens fald udnytte den rigelige og billige arbejdskraft; og det kan man i vid udstrækning stadigvæk. Men hvad er "Østeuropa"? Det er lige såvel virksomhedsejere, som det er lønmodtagere og arbejdssøgende. Processen, hvor virksomheder - i kraft af den magt som forbrugerne begunstiger dem med - byder efter arbejdskraft og konkurrerer om den, er en essentiel del af det, man kalder "arbejdsdeling". Man gør det man er bedst til, og hvad man ender med at gøre er som nævnt i vid udstrækning bestemt af forbrugernes påvirkning gennem deres køb og undladelseskøb.
Over tid fører konkurrencen om arbejdskraft og forbrugernes gunst alt andet lige til en forbedret købekraft og mere optimale produkter. Denne forbedring kommer såvel lønmodtagere som arbejdsgivere til gode. Det gør den naturligvis uanset om jorden under de produktives fødder er polsk, portugisisk, dansk eller norsk. Og det er faktisk disse forbedringer, der over tid er de mest konkrete vidnesbyrd på at markedsøkonomien fungerer.
Ovenstående forbedringer over tid er måske også en af årsagerne til, at man bliver mere "højreorienteret", det vil sige venligt stemt overfor markedsøkonomien, med alderen: For har man levet i mindst 30 år, ved man udmærket, at en række goder slet ikke eksisterede tidligere, at de var dyrere, hvis de eksisterede, og at færre derfor havde adgang til dem; samt at de moderne versioner af det, der også eksisterede tidligere, nu er forbedrede og udviklede udgaver af, hvad der fandtes tidligere. (Denne lovmæssighed gælder dog kun i det omfang at markedsøkonomiens love så også får lov til at virke).
En vigtig pointe forbundet med denne proces er så også at påpege, at arbejdskraften ikke er en homogen størrelse. Virksomhederne efterspørger netop bestemte former for arbejdskraft. Selv indenfor bestemte fagområder er der ikke nogen ensartethed. "Arbejdskraft" er jo blot en anonymiserende betegnelse for mennesker; og de er som bekendt vidt forskellige. Ingen er ens. Så selv to, der har nøjagtig den samme baggrund og uddannelse o.s.v. vil være forskellige, hvilket naturligvis også gør ethvert krav om absolut ligeløn til en absurditet, der ikke kan retfærdiggøres.
Konkurrencen om arbejdskraft er altså en konkurrence om at få den, der passer bedst til ens virksomhed. Det er en god konkurrence, såvel for virksomhederne som arbejdstagerne. Men i det statslige tv formår man at gøre selv denne glædelige og mangfoldige interesse på at give mennesker noget at lave til et problem. Intet under at de venstreorienterede er så neurotiske.
