DR-journalist i skarpt Bush-angreb

Slettet Bruger,

18/09/2007

Folk med kronisk mistanke om DR's venstreorienterede og anti-amerikanske sympatier har svært få at få dem afkræftet i disse dage. Først gjorde Aftenshowets vært Jens Blauenfeldt sig bemærket med kommentarer om det velfortjente i mindst 2.750 menneskers død i terrorangrebet på World Trade Center. Og i går bragte Politiken så en kronik skrevet af DR's korrespondent i USA, Thomas Falbe. En kronik, der giver anledning til selvransagelse hos DR. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

"Jeg synes, at DR's medarbejdere skal holde sig fra at skrive kronikker og give udtryk for deres personlige holdninger om det stofområde, de dækker. Ligesom jeg synes, at DR's medarbejdere heller ikke skal stille op til Folketinget for politiske partier og samtidig dække politik i DR," siger nyhedschef i DR Ulrik Haagerup.

Reformer skulle skabe republikanere
I kronikken skriver Falbe blandt andet, at baggrunden for den amerikanske privatisering af pensionssystemet, "et af de mest afholdte statslige programmer", ikke var at redde pensionssystemet, men "snarere at skabe flere private aktieejere, som statistisk har tendens til at stemme republikansk".

Formålet med reformen af sundhedssystemet var ifølge kronikken "at underminere staten som den den primære udbyder af serviceydelser og lade fremvokse en ny industri af små virksomhedsejere, der - igen - har en tendens til at støtte republikanerne frem for demokraterne".

Kronikken byder på flere eksempler, der skal vise, at George W. Bush og Karl Roves forsøg på reformer mere end noget andet er sat i verden for kunstigt at skabe republikanske vælgere. Thomas Falbe underbygger blandt andet påstandene med sætningen "flere undersøgelser har dokumenteret", "De fleste amerikanske kommentatorer og økonomer anerkender" og "mange kritikere har påpeget".

"Fællesskabets mediehus"
Det fremgår dog slet ikke af kronikken, hvem mange", "flere" eller "de fleste" er. Dermed fremstår kronikken i langt højere grad som Falbes personlige holdning end som en journalists analyse, medgiver Ulrik Haagerup:

"Vi er fællesskabets mediehus, og vi opfattes som dem, der uhildet beskæftiger os med og filtrerer verden for danskerne. Det betyder, at vi skal have kilder på, når vi kommer med kritik."

Men Thomas Falbe mangler jo navngivne kilder til de synspunkter, han fremlægger. Han taler blot om kritikere, men ikke hvilke? spørger Jyllands-Posten.

"Det har du ret i, og havde det været et indslag i "Orientering" eller en artikel, så ville man have skrevet, hvilke kilder, man lægger til grund for sin historie. Det er en god anledning til at få det hele strammet op," siger Haagerup.

Nyhedschefen vil nu gennemgå reglerne for de licensfinansierede medarbejderes ret til at skrive i andre medier og vurdere, om der er grund til ændringer.

[email protected]

Kilde: