DR-bestyrelsesmedlem kritiserer Plummer

Slettet Bruger,

06/09/2007

Af Ole Birk Olesen

Danmarks Radios generaldirektør, Kenneth Plummer, må forklare, hvorfor han går rundt med en reklame-t-shirt til fordel for det nu nedrevne "Ungdomshus" på Jagtvej 69. Det kræver DR-bestyrelsesmedlem Ole Hyltoft.

"Det er jeg ked af at se, og jeg vil gerne have en forklaring af Kenneth Plummer. En leder i Danmarks Radio skal ikke reklamere for vold og anarki," siger Ole Hyltoft til 180Grader.dk.

Gør han det ved at gå med sådan en t-shirt?
"Ja, det synes jeg."

Kenneth Plummer ønsker ikke at indgå i en diskussion om de ekstreme venstrefløjsgrupperinger, som holdt ejendommen på Jagtvej 69 besat, indtil politiet smed dem ud, men det kommer han ikke udenom, mener Ole Hyltoft.

"Det gør han jo alligevel ved at udstille sig med den t-shirt. Så jeg vil altså fastholde, at jeg er ked af det, og jeg vil spørge ham, hvad han mener med det. Det giver et signal om, at man støtter en bevægelse, som er voldelig og anarkistisk, og det mener jeg ikke, at en leder i Danmarks Radio skal gøre. Ungdomshuset handler om, at man bevidst stiller sig uden for landets love og vil have indflydelse i kraft af vold, og det synes jeg sørme ikke, at vi skal stille op til fordel for," siger Ole Hyltoft.

Winkel Holm bakker op om Plummer
Kenneth Plummer modtager til gengæld støtte fra en uventet kant, idet bestyrelsesmedlem Katrine Winkel Holm, der også er kendt som en markant borgerlig debattør, ingen problemer ser i hans påklædning.

"Som bestyrelsesmedlem synes jeg, at det er under bagatelgrænsen. Jeg er næstformand i en ytringsfrihedsorganisation, og han må gå med de t-shirts, han vil. Det vil jeg ikke blande mig i," siger Katrine Winkel Holm til 180Grader.dk.

Og DR må have den generaldirektør, som DR vil have. Spørgsmålet er om DR vil have en generaldirektør, der reklamerer for Ungdomshuset?
"Han har den på i en privat sammenhæng, og det vil jeg simpelthen ikke blande mig i. Der er andre og vigtigere ting at tage fat på i Danmarks Radio."

[email protected]

Kilde: