DI: Jobplan er plan C

Selvom man hos Dansk Industri ser regeringens jobplan som en nødvendig saltvandsindsprøjtning til arbejdsmarkedet, mener man, at den langt fra kan ...

Slettet Bruger,

29/02/2008

Selvom man hos Dansk Industri ser regeringens jobplan som en nødvendig saltvandsindsprøjtning til arbejdsmarkedet, mener man, at den langt fra kan stå alene.

"De mere langsigtede udfordringer på det danske arbejdsmarked adresseres slet ikke i forliget. Her må politikkerne i arbejdstøjet igen - senest når Arbejdsmarkedskommissionen og Skattekommissionen fremlægger deres forslag i 2009," siger Kim Graugaard, direktør i DI.

Samtidig hæfter DI sig ved at forligsparterne er blevet enige om at beskære de supplerende dagpenge.

"Det er godt, at der er vedtaget et indgreb på det punkt. Der er ikke behov for skattefinansieret deltidsbeskæftigelse på det danske arbejdsmarked. Vi mener derfor, at politikkerne skulle være gået betydeligt længere end kun at forkorte perioden til de 30 uger," mener Kim Graugaard.

DI-direktøren er ligeledes meget tilfreds med, at danske koncerner får langt lettere ved at hente udenlandske nøglemedarbejdere til Danmark for at arbejde i en midlertidig periode via en ny ordning med koncern-opholdstilladelser. Han venter, at det vil styrke de større virksomheders lyst til at placere vigtige udviklingsopgaver og andre projekter i Danmark, frem for i udlandet.

Regeringen og forligspartierne har også taget forslaget om skattefrihed for 64-årige med i jobplanen.

"Det er positivt, at regeringen har taget fat på at modvirke nogle af de yderst uheldige virkninger af efterlønsordningen ved at foreslå skattefrihed for 64-årige. Vi så dog helst en ordning uden indtægtsgrænse. Der er jo i forvejen et loft på skattefriheden svarende til 100.000 kr. Indtægtsgrænsen sender et forkert signal om, at i Danmark skal man passe på med ikke at komme til at bestille og tjene for meget - især når man er kommet op i årene. Det er ikke det, vi har brug for," siger Kim Graugaard.

[email protected]

Kilde: