DF vender sig mod skattelettelser til dem, der betaler mest

De, der betaler mindst i skat allerede, skal i fremtiden betale endnu mindre, mener Dansk Folkeparti

Slettet Bruger,

12/10/2008

De, der betaler mindst i skat allerede, skal i fremtiden betale endnu mindre, mener Dansk Folkeparti. Derimod skal de danskere, som betaler de højeste skatter, ikke regne med at få nogen særlig skattelettelse.

"Hvis der bliver penge til at sænke skatten, så skal lettelsen gå til de danskere, som tjener mindst," siger DF-skatteordfører Mikkel Dencker til Berlingske Tidende i en kommentar til, at de Konservative nu gentager, at de i forbindelse med en kommende skattereform ønsker skatten på den sidst tjente krone sat ned til maks. 50 procent.

SF's formand, Villy Søvndal er helt på linje med Dansk Folkeparti.

"Nu viser det sig, at de Konservative vil strø milliarder ud, så de rigeste kan købe flere designermøbler og BMW'er. Det efterlader et kæmpehul i statskassen og vil forringe velfærden for de ældre, de syge og de dårligst stillede. Konservative er og bliver et interesseparti for advokater og direktører," siger Søvndal.

De Konservatives skatte- og finansordfører, Mike Legarth, påpeger derimod, at det ikke forholder sig, som påstået af SF og DF:

"Topskatten betales af helt almindelige lønmodtagere som håndværkere, slagteriarbejdere og politibetjente. Topskatteydere skal også tilgodeses denne her gang," siger Mike Legarth til Berlingske Tidende og tilføjer, at især lav- og mellemindkomster har nydt godt af de to skattepakker, som VK-regeringen har gennemført siden 2001.

Han kalder det et succeckriterium for de Konservative at få skatten ned på maks. 50 procent ved skatteforhandlingerne i 2009.

[email protected]

Kilde: