DF skaber alternativt flertal for Irak-undersøgelse

Hvorfor tog Forsvarets Efterretningstjeneste fejl i sin vurdering af Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben op til Irak-krigen? Og hvorfor tog ...

Slettet Bruger,

28/10/2008

Hvorfor tog Forsvarets Efterretningstjeneste fejl i sin vurdering af Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben op til Irak-krigen? Og hvorfor tog FE angiveligt også fejl i forhold til eksistensen massegrave i Kosovo forud for NATO's luftangreb på Beograd i marts 1999? Det vil Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, gerne vide, og dermed er der muligvis dannet et alternativt flertal uden om regeringen for en undersøgelse af FE's rolle i beslutningen om dansk deltagelse i Irak-krigen, skriver Information.

"FE har begået to store brølere på bare fire år. De tog som bekendt fejl med hensyn til Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, og de tog fejl med hensyn til Kosovo, hvor påstanden om massegrave var anledningen til, at vi gik med i krigen i 1999 og bombede en europæisk hovedstad. Vi må have undersøgt, hvordan det kunne gå så galt. Hvordan skal vi ellers kunne have tillid til efterretningstjenesten, næste gang vi skal i krig?" spørger Søren Espersen i Information.

Han opfordrer samtidig til, at fejltagelserne får konsekvenser for de ansvarlige:

"Jeg forstår ikke, hvordan de samme folk kan blive siddende på deres poster efter to så gigantiske brølere. Der må rulle hoveder, og der må en intern storvask til i FE."

Dansk Folkeparti har nu bedt udenrigsminister Per Stig Møller svare på, om regeringen fortsat har tillid til FE og andre vestlige efterretningstjenester.

"Når svaret på det spørgsmål foreligger den 12. november, vil vi overveje næste skridt," siger Søren Espersen.

Udtalelserne mødes med begejstring af Socialdemokraterne, Det Radikakal Venstre, SF og Enhedslisten, som gerne vil tvinge regeringen til at igangsætte en undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, hvis Dansk Folkeparti vil lægge stemmer til.

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, kontreadmiral Finn Hansen, ønsker ikke at kommentere ønsket om en undersøgelse af tjenestens Irak-vurderinger, skriver Information.

[email protected]

Kilde: