DF og NA: En tale til os

Slettet Bruger,

02/10/2007

Af Ole Birk Olesen

Man siger om astrologiske horoskoper, at de er udformet, så enhver kan føle, at de er møntet på netop dem. Sådan er det måske også med den åbningstale, som statsminister Anders Fogh Rasmussen afholdt her til middag.

I hvert fald lød de første kommentarer fra både Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Ny Alliances Naser Khader, at talen var skræddersyet til lige netop dem.

"De første ti sider kan jeg kun skrive under på. Det virker som om, han er inspireret af vores partiprogram. Vi har selv været ude at sige, at vi skal have integration i dybden - demokratisk integration - og det var jo det, den første del af hans tale handlede om," sagde Naser Khader og fortsatte:

"Jeg opfatter talen som en åben invitation til midterpartierne. Det virker som om, han er begyndt at vende blikket væk fra Dansk Folkeparti mod midterpartierne, og det kan jeg kun hilse velkomen."

Pia K.: Talen var til os
Omvendt mente Pia Kjærsgaard, at talen var kraftigt inspireret af tanker fra hendes parti.

"Det var absolut en af de bedre taler. Jeg synes, at statsministeren har imødekommet Dansk Folkeparti på en lang række punkter. Jeg er tilfreds med, at han tog hele spørgsmålet om værdidebatten op. Jeg er meget tilfreds med, at vi i forhold til et øget arbejdsudbud bliver imødekommet på de synspunkter, vi kom med på vores årsmøde - at førtidspensionister skal have mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet og have mulighed for at komme tilbage på pension, hvis de ønsker det," sagde Pia Kjærsgaard, som dog savnede noget:

"Jeg manglede, at statsministeren omtalte EU lidt mere, eksempelvis spørgsmålet om en folkeafstemning om EU-forfatningstraktaten."

Naser Khader kunne pege på to politiske tiltag, som burde have været med i talen.

"Jeg savner lidt mere om asylansøgerne og så selvfølgelig en skattereform," sagde han.

[email protected]

Kilde: