DF bakker ud af ligelønskommission

En såkaldt "ligelønskommission", som skulle have undersøgt, hvorfor sygeplejersker, pædagoger, plejepersonale og andre kvindefag i det offentlige h...

Slettet Bruger,

22/03/2008

En såkaldt "ligelønskommission", som skulle have undersøgt, hvorfor sygeplejersker, pædagoger, plejepersonale og andre kvindefag i det offentlige har lavere lønniveau end mandefag, som hævdes at være sammenlignelige, bliver måske ikke til noget. Dansk Folkeparti, som tidligere har meldt sig som støtte til idéen, vil nemlig ikke stemme for et konkret forslag fra SF, skriver Politiken.

"Vi støtter en ligelønskommission, men vi vil ikke stemme for SF's forslag. Det bliver ikke vedtaget," siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl til Politiken og fortsætter: "Forslaget kommer netop, som vi er på vej ud i en konflikt på arbejdsmarkedet, og jeg frygter, at det handler om at smide benzin på bålet."

Thulesen Dahl betragter forslaget som "malplaceret" og "et slag i luften", fordi regeringen efter hans opfattelse har nikket til en kommission, da de tre partier foreslog det tilbage i december. Men regeringen har ikke lovet noget, lyder det fra de Konservative og Venstre.

"Det har man ikke lovet. Jeg tror ikke, at den vil bringe noget nyt under solen, jeg synes næsten, at det er spild af tid. Lovgivningsmæssigt er der de redskaber, der skal være. Det er jo et kønsopdelt arbejdsmarked, der gør, at vi har en skæv løn. Mænd er bare bedre til at banke i bordet og kræve højere løn," siger de Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, til Politiken.

[email protected]

Kilde: