DF: Politiet skal have vandkanoner

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, beder nu justitsminister Lene Espersen udstyre politiet med vandkanoner, således at påsatte brande i...

Slettet Bruger,

11/02/2008

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, beder nu justitsminister Lene Espersen udstyre politiet med vandkanoner, således at påsatte brande i urolige kvarterer som Nørrebro, hvor brandvæsenet ofte angribes under udførsel af slukningsarbejdet, straks kan slukkes ved hjælp fra vandkanonerne, ligesom ballademagere hurtigt kan passiviseres.

"Det er dybt bekymrende, at Nørrebro igen og igen hærges af påsatte brande i containere og andre mobile brandbare enheder, der kan skubbes ud på kørebanerne og stoppe trafikken. Og det, der skete søndag aften, er udtryk for en fuldstændig forrykt vandalisme, som politiet må have de nødvendige midler til at kunne stoppe på stedet," siger Peter Skaarup ifølge en pressemeddelelse.

Han peger på, at der angiveligt skulle være gode erfaringer med brugen af vandkanoner ved det seneste G8-topmøde i Rostock.

"Det er således helt uacceptabelt og til fare for kvarterets beboere, at politiet ikke kan rykke ind prompte og slukke brandene, når nu brandvæsnet bliver forhindret af hærgende indvandrerbander. Der er på den baggrund særdeles vægtige argumenter for at udstyre politiet med muligheden for at bruge vandkanoner, som der er gode erfaringer med fra det seneste G8-topmøde i juni 2007 i Rostock," siger Peter Skaarup og fortsætter:

"I det hele taget er det yderst bemærkelsesværdigt, at vi på toppen af en højkonjunktur, hvor vi oplever en positiv fremgang i beskæftigelsen af unge indvandrere, alligevel skal udsættes for systematiske angreb på Nørrebros borgere, brandvæsenet og politiet. Jeg vil derfor bede justitsminister Lene Espersen over for Folketinget at fremlægge en plan for at få normaliseret tilstandene på Nørrebro."

[email protected]

Kilde: