Af Nikolaj Gammeltoft
Kedeligt. En borgerlig kommentator på en borgerlig netavis, der kritiserer Cuba. Intet nyt i det.For selvfølgelig er de højreorienterede sure på Cuba og Fidel Castro. Castro udfordrer jo George W. Bush og USA, og så er Cuba beviset på, at socialisme måske ikke er helt så tosset alligevel. De har jo verdens bedst uddannede læger og analfabetisme er ikke udbredt i Cuba på trods af landets begrænsede økonomiske udvikling (som først og fremmest skyldes den amerikanske handelsblokade). Og Fidel har charme med sin evige cigar - og militæruniform. Sådan tales (eller vrøvles) der jævnligt henover de danske café- og middagsborde.
Nu kom der så ny næring til de positive myter om Cuba, da landets udenrigsminister, Felipe Pérez Roque, den 10. december meddelte, at Cuba til marts næste år vil underskrive to centrale menneskerettighedskonventioner i FN-regi - 42 år efter de blev vedtaget. Cuba vil underskrive den af konventionerne, der betyder noget, nemlig konventionen om beskyttelse af borgerlige og politiske rettigheder, samt den mere politiserende og tomme konvention om beskyttelse af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Meddelelsen kom med diktaturets evige sans for smagløs symbolik og selviscenesættelse på datoen for FN's internationale menneskerettighedsdag (10. december er årsdagen for FN generalforsamlingens tiltrædelse af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne i 1948, som de to konventioner bygger på). Så nu kan menneskerettigheder føjes til listen over ting, der bare er ok på Cuba (altså fra 2009 når konventionerne træder i kraft for Cuba).
Men selvom de to menneskerettighedskonventioner er folkeretligt bindende, så er det måske ikke så skræmmende for Castros bødler at lade sig underlægge dem. Som underskriver forpligter man sig til at lade sig overvåge af nogle FN-komiteer, som rapporterer tilbage til verdenssamfundet, om hvorledes deltagerstaterne gennemfører de forpligtelser, de har påtaget sig ved at tiltræde konventionen. Det er sympatisk nok, men vi ved godt, at Cuba overtræder menneskerettighederne. Spændende bliver det dog at se, om det ineffektive og ideologiske FN-system også kan se det.
I ventetiden frem til Cubas "historiske" underskrift er så her en udfordring til caféernes og middagsbordenes Fidelister. Udfordringen har to navne: Oswaldo Payá og Normando Hernández González.
Begge er cubanske dissidenter og ledende figurer i oppositionen mod det kommunistiske diktatur. Hernandéz er alvorligt syg og sidder i politisk fængsel i en af Castros fangelejre. Mens Payá i årevis har været fængslet for sine meninger og sendt i opdragelseslejre, så er han i dag ikke længere i fængsel, men lider "kun" under regimets chikanerier og de begrænsninger i almindelige frihedsrettigheder (altså dem Cuba fra og med 2009 vil overholde), som Castro byder sine modstandere.
Mens Svend Auken, som en anden Knut Hamsun (den norske forfatter besøgte Adolf Hitler i Berlin i 1943) i maj 2006 hyggede sig med Føreren selv i Havana under et personligt besøg hos Castro (store socialister ærer selvfølgelig hinanden), var der en tom stol på Columbia University i New York. Stolen skulle have været Oswaldo Payás, som var blevet tildelt en æresdoktorgrad i jura af universitetet, men det cubanske regime ville ikke lade ham rejse til New York for at modtage graden. På samme tid var en alvorlig syg Normando Hernández González blevet givet et humanitært visum af Costa Ricas regering, så han kunne komme under rigtig lægelig behandling (ikke den cubanske variation). Men Cuba nægtede også Hernández udrejse og beholdt ham i stedet syg i politisk fængsel.
Så vidt vides har Auken aldrig rapporteret fra topmødet i Havana og fortalt, hvordan diktatoren reagerede, da Auken bragte Oswaldo Payá og Normando Hernández op. Men måske bragte han slet ikke de to skæbner op i samtalen med El Comandante. Det ville på sin vis også være uhøfligt, når man nu var inviteret til at drøfte de danske og cubanske fremskridt inden for vindenergi (til Danmarks Radios P1 har Auken stolt fortalt: "Han [Castro] sagde, han havde hørt jeg blev kaldt vindkraftens fader, må jeg ikke være din fætter, så sagde jeg, at det måtte han selvfølgelig gerne. Tænk at have sådan en fornem fætter i Havana" - tak til www.uriasposten.net for gengivelsen af Aukens hamsunske absurditeter og P1's mikrofonholderi).
Så hvad Fidel og Svend ikke nåede at få talt om i Havana, må der samles op på hjemme i Danmark. Derfor denne udfordring: Når samtalerne over de danske café- og middagsborde kører videre om Cuba, måske i forbindelse med planlægningen af en tre ugers velfortjent ferie i landet (for at få noget sol og samtidig opleve systemet inden det forsvinder - det er jo skægt nok med de gamle biler), skal disse samtaler også inkludere Oswaldo Payá, Normando Hernández og alle de andre frihedskæmpere, der hver dag undertrykkes af det cubanske regime. Når Cuba har sat pen på papir og underskrevet de to menneskerettighedskonventioner, så er det udfordringen at holde Cuba op på dette og vedvarende følge Oswaldo Payá, Normando Hernández og alle de andre frihedskæmperes situation på Cuba.
Og for dem der på trods af den eftertanke, som disse samtaler og overvejelser må mane til, alligevel tager af sted til Cuba på den eftertragtede solferie, kan man kun udfordre dem til at skrive, sige, skrige overalt, hvor de kommer frem: "Abajo el comunismo, Abajo Fidel" - ned med kommunismen, ned med Fidel.
Nikolaj Gammeltoft er cand. scient. pol. og studerende ved London School of Economics
