Christianitter og autonome fælles om optøjer

Slettet Bruger,

16/05/2007

Hvem førte an i de voldsomme gadekampe i mandags, der lukkede en børnehave og drev flere Christianshavnsborgere ud af deres egne hjem på grund af generne ved politiets tåregas?

Hidtil har det set ud til, at de venstreekstreme fra Jagtvej 69 var den drivende kraft i gadekampene, som nærmest foregik mod christianitternes vilje. Men nye udmeldinger fra politiet og vage udtalelser fra begge lejre, der hverken nægter sig skyldige eller tager hovedansvaret for optøjerne, tyder på, at den voldelige fraktion blandt christianitterne og de autonome fra Jagtvej 69 stod skulder om skulder i kampen mod ordensmagten.

"Det er ikke til at sige, hvem der begyndte, men begge grupper var klart med," siger Flemming Steen Munch, informationschef, Københavns Politi til Nyhedsavisen.

Ole Kristensen fra Christianias pressegruppe understreger, at fristaden hviler på et ikke-voldeligt og tolerant grundlag. Og tolerancen gælder også hærværksmændene, som stadig er velkomne på Christiania.

"Og derfor kan vi ikke tage afstand til de mennesker, men kun til handlingerne", siger han om mandagens urostiftere.

Om hvem der deltog i optøjerne, lyder udtalelsen:

"I dag er det jo sådan i København, at hvis man tænder et bål på et gadehjørne midt om natten, så kommer der flere, der vil sætte ild til det end slukke det. Der er mange utilfredse lige nu, og det er ikke noget organiseret. Det er meget forskellige netværk. Christiania er blevet et slags termometer for utilfredsheden i København."

Også de autonome afviser i en pressemeddelelse at have ført an i urolighederne, men indrømmer at have "bakket op".

Kilde: