Chef-forvirring i DR-byen

Slettet Bruger,

20/10/2007

Allerede inden sommerferien havde DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, besluttet at opgive planen om de såkaldte menneskechefer. Alligevel blev de 24 stillinger besat efter sommerferien, før de blev nedlagt igen, knap to måneder senere. Det skriver politiken.dk.

Planen var, at DR ville gøre op med den lodrette kommandovej ved at give de ansatte to forskellige chefer: En programchef og en menneskechef, der skulle sørge for, at hver enkelts evner blev udnyttet, hvor de passede bedst.

På trods af, at planen blev opgivet igen, fortsætte arbejdet med den over sommerferien, før de 24 menneskechefer blev ansat den 1. august. 13. september fratrådte Lars Vesterløkke så pludselig sin stilling, og fire dage efter meddelte generaldirektør Kenneth Plummer, at DR droppede menneskecheferne med virkning fra 12. oktober.

"Meget forvirrende"
"Inden jeg gik på sommerferie, vidste jeg godt, at vi var på vej i en forkert retning med den todelte ledelsesstruktur, men det var vigtigt at få spareplanen gennemført for ikke at skabe uro omkring den," siger Kenneth Plummer til politiken.dk.

Professor og dr.phil. ved Handelshøjskolens Institut for Politik, Ledelse og Filosofi, Ole Fogh Kirkeby, mener at Kenneth Plummer er med til at øge forvirringen omkring den licensfinansierede medievirksomhed.

"Det lyder direkte forkert. Selvfølgelig over for de pågældende. De bliver ofre for det. Men det er også et meget forkert signal om usikkerhed at sende til offentligheden. Han burde have stoppet den nye struktur straks. For det er da mere forvirrende, at man først indfører noget og bagefter trækker det tilbage. Både cheferne og medarbejderne blev jo til grin," siger han til politiken.dk.

[email protected]

Kilde: