Chavez gør klar til at lukke endnu en tv-station

Mindre end et år efter at Venezuelas præsident, Hugo Chávez, fratog sit lands mest populære tv-station, RCTV, sendetilladelsen, har den venstreori...

Slettet Bruger,

25/03/2008

Mindre end et år efter at Venezuelas præsident, Hugo Chávez, fratog sit lands mest populære tv-station, RCTV, sendetilladelsen, har den venstreorienterede statschef nu udset sig et nyt offer i medieverdenen, skriver miamiherald.com. Denne gang er han i færd med at skabe en hadestemning imod Globovisión, der ifølge Chavéz er intet mindre end "en fjende af det venezuelanske folk".

Glødende regeringstilhængere har i den senere tid krævet, at skattemyndighederne skal undersøge stationen, og hundredevis har demonstreret uden for stationens bygninger. Ved et af præsidentens møder sidste år var der medbragt skilte med slagord mod en af stationens ejere, Alberto Ravell: "Ravell: Fascist, kupplanlægger, morder, løgner," stod der.

Også de ansatte på tv-stationen bliver chikaneret.

"Jeg bliver hånet i gaderne og spyttet på. Jeg har fået smidt en kop urin efter mig," siger stationens kriminalreporter, Lisette Villafranca, og fortsætter: "Vi kan ikke transmitere direkte fra præsidentpaladset eller udenrigsministeriet. Globovisión og RCTV er de eneste, der ikke har den mulighed."

For nylig var Globovisión alene med nyheden om, at maskerede mænd havde besat Venezuelas ærkebiskops hjem. Men stationens kameramand og reporter blev skubbet væk af Chavéz-tilhængere.

"Vi er imod jer, p.g.a. af det i udsender," sagde en mand, som lignede Che Guevara til reporteren.

Stationsejer Ravell tror dog ikke, at Chavéz vil tage det endelige skridt og lukke stationen.

"Vi er et slags trofæ for regeringen, så den kan sige, at der er ytringsfrihed i Venezuela," siger han. Men frygten for, at regeringen vil bruge sin såkaldte "lov om social ansvarlighed i radio og på tv" til at gribe ind overfor stationen, nager ham alligevel.

[email protected]

Kilde: