CEPOS: Flere penge giver ikke bedre skoler

Folkeskoleeleverne får ikke bedre karakterer ved, at kommunerne giver skolerne en større pose penge

Slettet Bruger,

13/09/2009

Folkeskoleeleverne får ikke bedre karakterer ved, at kommunerne giver skolerne en større pose penge. Det er konklusionen i en ny undersøgelse lavet af CEPOS, skriver Berlingske Tidende.

"De fleste menneskers forhåndsforventning vil være, at bruges der flere penge, så får vi bedre resultater, men den automatik findes ikke nødvendigvis," siger forskningschef Geert Laier Christensen til Berlingske Tidende.

"Til trods for, at der er relativ stor variation i forhold til, hvad kommunerne bruger per elev, så er der ikke nogen sammenhæng mellem, hvad man bruger, og hvad resultatet bliver," fortsætter han.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, mener ikke, at undersøgelsen giver et rimeligt billede af den danske folkeskole.

"At tro, at karakterer er et kvalitetsparameter for den danske folkeskole, er CEPOS-logik og ikke andet. Man tror, at man med primitive instrumenter kan måle og veje kvaliteten af skolevæsenet. Der er meget, meget andet, der afgør kvaliteten af skolen end lige karakterer," mener formanden.

Undervisningsminister Bertel Haarder ikke helt så afvisende overfor undersøgelsens konklusion.

"Det undrer mig ikke. Alle de sædvanlige forklaringer synes ikke at holde. Flere penge har ikke nogen afgørende indflydelse på resultaterne, mindre hold har ikke nogen indflydelse overhovedet på resultaterne og lærernes timeforpligtelse, som jo er meget forskellig fra skole til skole og kommune til kommune, har heller ikke nogen indflydelse på resultaterne," siger han til Berlingske Tidende.

Undervisningsministeren mener i stedet, at det lærernes kvalifikationer, der skal forbedres ved hjælp af en markant bedre læreruddannelse.

[email protected]

Kilde: