CBS efter kritik på 180: Vi har jo ikke monopol på sandheden

Slettet Bruger,

30/06/2007

Af Morten Løfberg

En rapport om den økonomiske effekt af offentlig teaterstøtte mødte i går hård kritik. Såvel tidligere overvismand og professor i økonomi Torben M. Andersen som en bred vifte af medlemmer af Folketingets kulturudvalg mener, at rapporten, der er udarbejdet af Center for Tourism and Culturel Management på Copenhagen Business School (CBS) for Dansk Skuespillerforbund, klart overvurderer effekten af teaterstøtte.

Men for Flemming Poulfelt, der er prodekan for vidensudveksling og formidling på CBS, er kritikken en naturlig del af ethvert forskningsarbejde.

"Det er jo ikke første gang i verdenshistorien, at en rapports konklusioner bliver genstand for kritik. Vi har jo ikke monopol på sandheden, og der er intet usædvanligt i, at ikke alle er enige i en konklusion," siger han.

Men det der er usædvanligt er vel, at kritikken kommer fra en så bred front. At en tidligere overvismand og et folketingsudvalg fra venstre til højre, så klart dømmer en rapport ubrugelig?
"Jeg kan godt forstå din overraskelse. Det må man så tage med i den efterfølgende vurdering af rapporten. Men det kræver en diskussion af forudsætningerne for rapporten, som jeg ikke kan tage stilling til, da det er første gang, jeg hører om den," siger Flemming Poulfelt.

Rapporten konkluderede, at en krone i offentlig teaterstøtte kommer mere end tre gange igen gennem indtægter på blandt andet transport og restaurationsbesøg i forbindelse med teaterturen. Kritikerne påpeger dog, at metoden er forkert. Rapporten tager nemlig slet ikke højde for, hvordan teatergængernes penge var blevet brugt, hvis de ikke var gået i teateret.

Kilde: