Af Filip Ulrichsen
Inden vi kaster os i støvet for Barack Obamas forandringsslogan, fortjener George Bush' eftermæle et nærmere eftersyn. Måske viser det sig, at det, som Obama vil forandre, ikke er så slemt endda.Det forlyder nu, at Bush risikerer at blive retsforfulgt for at have autoriseret en hårdhændet behandling af krigsfanger, som hans modstandere misvisende kalder tortur.
Torturanklagerne, de evigt omtalte dårlige meningsmålinger og den undren og hovedrysten, Bush er blevet mødt med i Danmark, skyldes den velkendte anti-republikanske mediedækning med politiserende kommentarer fra organisationer og eksperter.
Fælles for kritikken af Bush har været en total mangel på accept af terrortruslens realitet. Glemt blev hurtigt terrorangrebet 11. September 2001, hvor onde fanatikere dræbte næsten 3.000 mennesker. Kunne Bush dengang have ignoreret risikoen for, at gale diktatorer som Saddam Hussein stod i ledtog med terroristerne? Selvfølgelig ikke, medmindre vi konsulterer en handlingslammet alibi-humanisme, i overensstemmelse med hvilken vi ikke må krumme et hår på hovedet af terrorister, før de allerede har slået os ihjel.
De, som ikke oplever terrorens frygtelige konsekvenser i deres eget liv, har lullet sig ind i en lyserød fantasiverden, hvor alt bliver vendt på hovedet, så Bush' forsvar for friheden bliver til et angreb på samme. I dag er Bush' eftermæle påvirket af, at hans modstandere uimodsagt får lov til at henvise til "den ulovlige krig" igen og igen. Men det er ganske omdiskuteret, om Golfkrigen var lovlig eller ulovlig. Nogle jurister mener ja, andre nej. Akkurat som det forholder sig med den postulerede tortur. Bortset fra nogle få overgreb, begået af krigstrætte soldater, der siden er blevet retsforfulgt, har torturanklagerne været koncentreret om såkaldt waterboarding, der ikke efterlader fysiske mén og absolut ikke kan sammenlignes i grovhed med de overgreb, der hver dag bliver begået af f.eks. autoritære regimer og venstreorienterede oprørsgrupper verden over.
Tidsubestemte straffe
Mediernes og menneskeretsorganisationernes beskyttertrang over for terrorister frem for disses potentielle ofre har også præget dækningen af fangelejren på Guantanamo. I stedet for at interessere sig for indicierne: at de multinationale 'sigtede' var taget til fange under kampe imod det islamo-fascistiske Taleban og terrornetværket al-Qaeda, blev der næret nærmest uendelig omsorg for de indsatte. Udenrigsministeriet var pavestolt, da det i 2004 lykkedes at hente en dansk statsborger hjem fra Guantanamo, og for ganske nylig så vi endda unge mennesker danse i rundkreds i orange fangedragter i sympati med fanger, som efter alt at dømme ville dræbe de dansende, "vantro" vesterlændinge, hvis praktiske, politiske håndværkere som George Bush ikke havde forhindret det ved at spærre fanatikerne inde.
Naturligvis må man frygte, at der sidder et par uskyldige fanger i lejren, og man må beklage, at disse formodede illegale kombattanter, som amerikanerne betegner dem, ikke har kunnet få deres sag for retten. Men den lette adgang til medierne for USA's evige kritikere beviser for mig både mediernes, politikernes og internationale organisationers blindhed overfor, hvorfra den virkelige trussel imod verden, som vi kender den, stammer.
Ville det ikke have været lidt mere konstruktivt, hvis alle de indignerede besserwissere havde brugt deres energi på at finde en acceptabel måde, hvorpå vi kan forsvare os imod kræfter, der udnytter Vestens naivitet til at undergrave demokratiet? Måske kunne FN have brugt tiden på at skabe ny international ret, som formodede terrorister - i kraft af deres ekstreme destruktive potentiale - kunne idømmes tidsubestemte straffe efter, så terroristernes løsladelse kunne komme til at afhænge af, om det lykkes at socialisere dem med demokratiske normer og værdier.
Normernes sammenbrud
Terroren kan i sin natur sammenlignes med det naturvidenskabelige begreb 'singularitet'. Matematikkens orden bryder sammen i en singularitet, ligesom samfundets orden bryder sammen i mødet med terrorens irrationelle ekstremitet og uoverskuelige, irreversible konsekvens.
Når samfundet skal finde modsvar til terrorens singularitet, nytter det derfor ikke at lytte til jurister, der prøver at hævde fagets suverænitet ved at pege på paragraffer i internationale konventioner. Den internationale ret er møntet på rationelle aktører, ikke på terrorismens irrationelle singularitet. Jeg tror, det var det, Bush instinktivt forstod, og derfor han erklærede sin upopulære krig imod terror.
Bush lod for en stund samfundets pendul svinge ud af dets idylliske ligevægt for at matche truslens irregulære natur. En relevant opgave for medier, menneskeretsorganer og oppositionspolitikere ville have været at insistere på, at pendulet hurtigst muligt svinger tilbage i ligevægt igen, tilbage til den normaltilstand hvor vi tør håbe på, at relativt rationelle småforbrydere kan håndteres med velfærdsstatens sociale ingeniørkunst.
En huskeregel om at reetablere normaltilstanden så hurtigt som muligt må være det eneste operationelle kompromis mellem realismen og den idealistiske holdning om, at vi ikke må tillade terroristerne en indirekte sejr ved at forfalde til deres brutalitet.
I stedet for at anerkende Bush' svære balancegang, iværksatte hans modstandere en hadekampagne, fuldstændig analog med mobning i en skolegård hvor omkostningerne ved at støtte den tykke dreng vokser med mængden af elever, der står og råber "æh bæh buh". Pludselig kunne man kun hade Bush, hvis man havde sin vennekreds og karriere kær; og derfor blev det umuligt for journalister at skrive en positiv linje om ham. Derfor er der f.eks. ingen, der kender til Bush-regeringens humanitære indsats i fattige lande og hans forsøg på at vinde opbakning til handling i det borgerkrigshærgede Darfur.
Det er nu ikke, fordi Bush' franskbrød under armene og simple retorik appellerer specielt meget til mig. Men det er igen afslørende, at taler skrevet af embedsmænd i Det Hvide Hus, bliver tolket som udtryk for Bush' lave intelligens i stedet for at blive set som en demokratisk service til den mindre priviligerede del af befolkningen.
Mellemøstens Vestberlin
Den nemme afsløring af hulheden i den kritik, Bush er blevet mødt med, giver mig tiltro til, at klogere generationer vil bedømme ham helt anderledes, end de medløbende opportunister har gjort, der i dag reproducerer fordomme og fejlfortolkninger af begivenhederne i hans embedsperiode.
Billederne af Bush, der proklamerer sejr på et hangarskib i Golfen, har været vist på tv igen og igen med en slet skjult skadefryd for at bevise, at han tog fejl. Men igen beviser det blot mediernes ufatteligt overfladiske dækning. En nogenlunde begavet udenrigskorrespondent eller militæranalytiker ville have kunnet forklare det naturlige i, at præsidenten udtrykte sin anerkendelse og glæde over soldaternes og nationens militære præstation.
Kun de mest sortsynede havde forudset, at mange irakeres etniske og religiøse had til hinanden var større end kærligheden til den frihed, det demokrati og den økonomiske udvikling, som krigen havde banet vejen for. Til trods for, at det var den efterfølgende borgerkrig, der kostede de fleste menneskeliv, blev oppositionspolitikere og medier ved med at lægge et røgslør ud, så det tog sig ud som om, det var amerikanerne, der var ansvarlige for blodbadet. Danske og europæiske meningsmålinger i den periode viste endda, at USA og Israel blev regnet for fjender af verdensfreden på linje med Nordkorea, der holder en sultende befolkning isoleret, og Iran der ønsker Israels udslettelse og sender vejsidebomber ind i Irak, som bl.a. har dræbt danske soldater.
Hvis det rent faktisk skulle lykkes irakerne at få pakket deres demokratiske gave ordentligt ud, kan Irak blive et demokratisk og økonomisk Vestberlin, som sammen med Israel viser resten af regionen, hvad frie mennesker kan udrette. På grund af at religionen er så forankret og så svært forenelig med udvikling og demokrati, bliver de islamiske dominobrikker sværere at vælte end de kommunistiske, østeuropæiske. Men skulle det ske - det er nødt til at ske - vil George W. Bush gå over i historien som vor tids mest betydningsfulde leder.
Efter så drastisk at have ændret vinklen på det vante, medieredigerede verdensbillede må jeg prøve at berolige: Denne verden har også brug for Børge Børgesen og hans hang til rundkredspædagogik. Vi er bare nødt til at fjerne terroristerne, før det bliver relevant at inddrage sådan nogle som ham. Vi har først brug for folk, der kan finde på kærlige og fantasifulde navne som Kolibrien og Anemonen til børnehaver, når terrortruslens singularitet er elimineret. George Bush' realistiske tilgang til anti-terror bør fortsætte en tid endnu, før forandringen fra Obama og de sidste dages hellige kan sætte ind.
Filip Ulrichsen er kommunikationsrådgiver og tidl. officer ved den danske styrke i Irak
