Brugerbetaling kan løse problem med lægemangel

Mange steder i landet må danskere undvære egen læge på grund af mangel på praktiserende læger

Slettet Bruger,

09/07/2008

Mange steder i landet må danskere undvære egen læge på grund af mangel på praktiserende læger. Et problem, som al forskning viser kan afhjælpes ved hjælp af brugerbetaling. For selv et lille beløb for en lægekonsultation vil skære så meget ned på brugernes besøg, at der bliver plads til de, der i dag må undvære. Og det overbeviser tidligere modstandere af brugerbetalingen. Det skriver Fyens Stiftstidende og Nordjyske.

"Grundlæggende er det en politisk vurdering, men jeg vil nok sige, at med de tendenser, der er på lægeområdet, hvor der er en stor vækst i efterspørgslen, er jeg ved at tippe over fra at være moderat skeptiker til at være moderat tilhænger af brugerbetaling hos den praktiserende læge," siger Jes Søgaard, direktør for Dansk Sundhedsinstitut til til Fyens Stiftstidende og Nordjyske.

Søgaards synspunkt deles af næstformanden i Danske Regioners sundhedsudvalg Alexander Aagaard (V).

"Hvis vi ikke gør noget, så kan vi ikke efterkomme efterspørgslen i fremtiden. Jeg synes ikke, det vil være nogen stor ulykke at lægge et lille gebyr på behandling," siger han.

V-MF'er støtter tanken
Også Christiansborg-partifællen Karsten Lauritzen tror på brugerbetaling, som han forrige år var med til at få skrevet ind i Venstres principprogram. Og på trods af partitoppen ulyst til at tale om emnet, så holder han fast.

"Sundhedssystemet er under pres, og når vi nu har flere eksperter, der siger, det er en god ide, så fortjener det en politisk diskussion. En omlægning vil være fornuftig, og så er det en god liberal sag, at folk skal betale et symbolsk beløb på måske 50 kroner, så de kan se, at det ikke er gratis at gå til lægen," udtaler Karsten Lauritzen.

Til gengæld får de aktuelle problemer med lægemangel ikke formanden for lægeforeningen, Michael Dupont, til at ændre mening.

"Det vil være svært at fastholde en fri og lige adgang til lægen, hvis vi indfører brugerbetaling, så vi tror, at bivirkningerne vil være større end fordelene," siger lægeforeningsformand Michael Dupont til Fyens Stiftstidende og Nordjyske.

[email protected]


Kilde: