Britiske kommentatorer kræver BBC privatiseret

Slettet Bruger,

23/06/2007

Privatiser BBC og brug pengene på skattelettelser. Sådan lyder forslaget fra britiske kommentatorer, efter at en intern rapport fra BBC tidligere på ugen afslørede flere tilfælde af venstresnoet dækning.

"Institutionen har i årevis ignoreret dette problem. Den eneste grund til, at denne rapport er blevet lavet, er, at det nu er gået op for BBC, at institutionens ry for at være upartisk er det eneste, der står imellem den og privatisering," siger Damian Thompson, kommentator på det konservative Daily Telegraph, ifølge Jyllands-Posten.

BBC's rapport konkluderer, at tv-stationen lever op til sine forpligtelser om upartiskhed, når den dækker den daglige politik. Men i flere enkeltsager er den licensfinansierede station forfaldet til politisk korrekthed, ensretning og en ukritisk tilgang til multi-kulturalisme.

Måtte ikke vise det britiske flag
Rapporten beskriver blandt andet et seminar om upartiskhed, som BBC afholdt sidste år, hvor flere managere indrømmede, at de gerne ville vise billeder af en Bibel, der blev smidt ud. Men de ville ikke vise lignende billeder af Koranen, fordi de ikke ville fornærme muslimer.

The Guardian beskriver en anden lejlighed, hvor en studievært blev tvunget til at fjerne sine manchetknapper med det britiske flag, Union Jack, før han gik på skærmen. Årsagen? "Seerne vil tro, at vi støtter Nationalistpartiet," sagde producenten til studieværten.

I andre sammenhænge har BBC dog ingen problemer med at støtte politiske kampagner. Da en gruppe rockstjerner med Bono i spidsen gennemførte Live 8-koncerterne, hvor verdens topledere blev presset til at eftergive Afrikas gæld, var BBC fuldstændig ukritisk i sin dækning. Stationen ryddede sit program for at sende koncerterne, der blev dækket på BBC 1, 2 og 3, såvel som på Radio 1 og 2.

"BBC kan ikke kureres"
"Det var en politisk beslutning i BBC, og det er en langt stærkere og farligere partiskhed end nogen politiker, der tjener egne interesser, udgør. Der er en kulturel blindhed i BBC, som jeg bifalder BBC Trust for at erkende," siger Libby Purves, der er kommentator i The Times og radiovært på BBC4.

Problemet er, at "der er en tendens til gruppetænkning, når for mange journalister går op og ned ad hinanden," som rapporten formulerer det. Simon Heffer, der er politisk kommentator på Daily Telegraph, mener ikke at denne ensretning kan afhjælpes.

"Derfor bør BBC reduceres til en simpel nyhedsservice. Sælg resten og brug pengene på skattenedsættelser," siger han. "Jeg ved, at dette vil støde vores sentimentale følelser over for vores kære gamle BBC, men institutionen kan ikke kureres for sin politiske forudindtagethed."

mkr

Kilde: