Bred politisk opbakning til undersøgelse af Blekingegadesagen

Hvad skete der egentlig i 1983 efter, at Blekingegadebanden brutalt havde røvet en pengetransport? Hindrede myndighederne aktivt opklaringsarbejdet...

Slettet Bruger,

04/01/2008

Hvad skete der egentlig i 1983 efter, at Blekingegadebanden brutalt havde røvet en pengetransport? Hindrede myndighederne aktivt opklaringsarbejdet, så banden ikke blev fanget og kunne fortsætte sine brutale røverier, der kulminerede med mordet på en ung politimand i 1988?

Noget tyder på, at Justitsministeriet ikke havde helt rent mel i posen, da de hindrede Lyngby Politi i at få udleveret to PFLP-folk, der var blevet fanget i Paris med en taske fuld af danske kroner, som efter alt at dømme stammede fra røveriet i 1983.

Det har tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) kunnet læse i Peter Øvig Knudsens anden bog om Blekingegadebanden, og han har på den baggrund ønsket en kulegravning af sagen. Han er efterfølgende blevet bakket op af Søren Pind, og nu tegner der sig et flertal i Folketinget for, at der iværksættes en undersøgelse af Justitsministeriets rolle i sagen.

"Vi er positive over for at få afdækket denne sag ordentligt, selv om man så mange år efter kan frygte, at det ikke er ligetil at få opklaret. Men det er lykkedes Peter Øvig Knudsen at fremsætte nogle påstande, og så må vi prøve at få den verificeret eller afkræftet. Men jeg ved ikke på stående fod, hvilken form undersøgelsen skal have," siger Venstres retsordfører Kim Andersen til jp.dk.

Behnke vil rådføre sig med Espersen
Socialdemokratiets retsordfører Karen Hækkerup vil ifølge jp.dk også have undersøgt sagen, og den holdning deler den konservative retsordfører, Tom Behnke. Men han vil først drøfte sagen med justitsminister og partikollega Lene Espersen, før han tager endelig stilling til, hvad der skal ske.

Både DF og SF har gennem Folketingets retsudvalg stillet en række spørgsmål til justitsministeren, og flere af dem drejer sig om netop Justitsministeriets rolle i udleveringssagen.

Ifølge Peter Øvig Knudsen indgik Danmark og Frankrig en studehandel, der betød, at Danmark ikke begærede de to terrorister udleveret. Justitsministeriet frygtede terrorangreb, flykapringer eller befrielsesaktioner, hvis de højtstående PFLP-medlemmer sad i dansk fængsel.

[email protected]

Kilde: