Borgerligt opgør om hårdere straffe

Når billeder af brændende biler ruller over tv-skærmen, giver det politiske point at fremstå handlekraftig og forlange hårdere straffe

Slettet Bruger,

24/02/2008

Når billeder af brændende biler ruller over tv-skærmen, giver det politiske point at fremstå handlekraftig og forlange hårdere straffe. Men det er for populistisk, mener borgerlige meningsdannere, der efterspørger mere nuancerede løsninger. Det beretter Berlingske Tidende.

En af kritikerne er den tidligere konservative justitsminister, Hans Engell.

"Hver eneste gang, en sag opstår, så øger regeringen strafferammen. Det er for smart i forhold til borgerlig retspolitik. Det bør også handle om forebyggelse og om massiv præventiv indsats for at forhindre, at der bliver begået ny kriminalitet. Jeg efterlyser en balance, så vi ikke ender med, at halvdelen af befolkningen kommer i fængsel," siger Hans Engell til Berlingske Tidende med adresse til den nuværende konservative justitsminister, Lene Espersen.

"For letkøbt"
Også den borgerlige debattør og meningsdanner Morten Albæk er blevet træt af politikere, der profilerer sig på overfladiske forslag om hårdere straffe.

"Det er for populistisk og for letkøbt, at regeringen bygger sin retspolitik så ensidigt på højere straffe, bare fordi det er populært i befolkningen," siger Morten Albæk og tilføjer:

"Dét at være borgerlig betyder ikke, at man skal ignorere fakta og faglig ekspertise. Når det er sådan, at hårdere straffe ikke på nogen som helst måde får kriminaliteten til at falde, så bør man lade være med at være så konservativ, at man bliver ved med at skrue på ventilen for højere straffe."

Fokus på forebyggelse
Justitsminister Lene Espersen (K), mener, at det "er helt og aldeles forkert", når regeringen bliver skudt i skoene, at man kun foreslår højere straffe.

"Jeg oplever utrolig ofte, at det er som om, kameraerne bliver slukket og mikrofonerne smidt væk, når jeg begynder at tale om forebyggelse," siger hun til Berlingske Tidende og fortæller, at en præventiv indsats har sikret Danmark historisk rekord i, at færrest mulige vender tilbage til kriminaliteten efter afsluttet fængselsophold.

[email protected]

Kilde: