Borgerlige partier håbløst bagud på nettet

Slettet Bruger,

22/05/2007

Fodformede Ecco-sko på fødderne og en Fjellräven på ryggen skal måske erstattes med en laber laptop, når billedet skal tegnes af den typiske SF´er. En ny undersøgelse viser i hvert fald at SF er langt det bedste parti til at udnytte de muligheder, der ligger i brugen af Google, danskernes absolut foretrukne søgemaskine.

Undersøgelsen er lavet ud fra 100 forskellige politiske temaer og i 35 af disse er det SF-sider der dukker op øverst på siden. Omfattende brug af links til hinanden gennem blogs og MySpace er forklaringen på resultatet.

Venstre og Konservative kommer kun ud som vinder i henholdsvis 11 og 9 procent af søgningerne. Lars Jacobsen, der er chefredaktør på PC World, ser det som et klart tegn på at de store partier ikke har fået øjnene op for nettets muligheder:

"De gamle partier stadig lever i en verden, hvor afsenderen dikterer alt. Deres hjemmesider er ofte en digital version af den fedtede folder, som man får stukket i hånden foran Brugsen op til valget," siger Lars Jacobsen til dansk-politik.dk

Undersøgelsen, der kan ses som et vink med en vognstang til de borgerlige partier, kommer dagen efter at Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen modtog karakteren 0 for aktualitet i en ny kåring af Danmarks kedeligste politikersite på internetsiden Jarls Blog. Karakteren var måske ikke helt overraskende efter 383 dage uden opdateringer.

mol

Kilde: