Af Filip Berghamar
Traditionen byder, at vore monarker alle udvælger sig et motto, som de håber vil afspejle deres regeringstid. En af vore mest elskede konger, Frederik 7, brugte mottoet: "Folkets kærlighed, min styrke". Han indførte Danmarks grundlov som noget af det første, da han overtog tronen fra sin far i 1848.I dag bliver valg vundet med den slags mottoer. "Velfærd eller skattelettelser", "Vi kan gøre det bedre", "Vi holder Danmark på sporet" osv. Den egentlige politiske debat er blevet afløst af floskler eller oneliners, hvor det simpelthen gælder om at fyre så mange oneliners af som muligt, i håb om at nogle af dem sætter sig på nethinden hos vælgerne.
For mange danskere er blevet ligeglade med politik og ideologi - og hvordan en nations økonomi hænger sammen. Churchill sagde engang: "Det bedste argument imod demokrati er en fem minutters konversation med den gennemsnitlige vælger". Uvidenheden er larmende blandt ganske almindelige mennesker, jeg møder (jeg skriver selvfølgelig ikke om Dem, kære læser, men alle de andre). Derfor bliver den politiske debat afløst af tomme floskler såsom: "De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder", og "der skal være plads til alle". Letfordøjelige oneliners som er designet til at støde færrest mulig og signalere positive værdier. Og valg på valg bliver vundet på denne måde. Væk er substans og debat. Hvis de sidste par regeringsledere skulle have et motto i stil med den kære Kong Frederik, ville jeg tildele dem dette: "Folkets ligegladhed, min styrke".
Men i stedet for at ønske sig tilbage til tider hvor politik var et ligeså almindeligt emne ved middagsbordet som vejret, må man nødvendigvis acceptere, at det forholder sig sådan. Der findes jo også gode borgerlige oneliners som f.eks. "Den der styrer mindst, styrer bedst", og "Pengene ligger bedst i borgernes lommer". Men her kommer vi til den virkelige katastrofe: De borgerlige oneliners bliver ikke længere udtalt! Den med de bredskuldrede byrdebærere bliver oftere udtalt af borgerlige ministre og folketingsmedlemmer end af hele den samlede venstrefløj.
Jeg vil derfor, i al beskedenhed, prøve at give vore ideforladte borgerlige politikere nogle borgerlige oneliners, som de kan bruge i stedet for de slidte og forvrøvlede, de har i dag. Jeg vil prøve at tage disse gamle onelinere og give dem et ægte borgerligt alternativ. Vi lægger ud med en god, gammel traver:
Vi skal styrke det fælles ansvar!
Denne oneliner bliver brugt, hver gang der skal bruges penge på den offentlige sektor, eller når formynderiske love skal presses ned over hovederne på borgerne. Den bliver skam også flittigt brugt af borgerlige politiker, selv om de burde vide bedre. (En lille note: Når en politiker siger "fælles ansvar", mener han selvfølgelig "politisk ansvar"). For sagen er jo, at noget kun er fælles, så længe det går godt. Hvis en undersøgelse viser, at det går godt med sygehusvæsenet, så er der ingen grænser for, hvor fælles og enige alle er. Man snakker om "Den Danske Model", om den danske folkesjæl, om solidaritet og fællesskab. Men hvis det går galt - ja, så stiller alle sig i kø ved håndvasken. Når en Pisa-undersøgelse viser, at vore dyrebare børn ikke lærer at læse og skrive, så lægger oppositionen skylden på regeringen, typisk på grund af mere eller mindre imaginære besparelser. Regeringen beskylder kommunerne for ikke at føre ordentligt tilsyn. Kommunerne beskylder regeringen for at detailregulere for meget, og Enhedslisten siger, at det alt sammen er de multinationale selskabers skyld(?).
Og børnene, lærerne og forældrene? Tja, de kan få en bar bagdel at trutte i. Så meget for det fælles ansvar. Nej, ansvar ligger bedst hos den enkelte. Hos skoleinspektøren, læreren og forældreren. Politisk ansvar findes ikke - ikke nu, ikke nogensinde. Nej, vi skal have styrket det personlige ansvar - dét er god, borgerlig politik. Så væk med den løgnagtige oneliner om fælles ansvar. Brug i stedet denne ældgamle, og uvurderlige juvel: Som du sår, skal du høste! Sår du dovenskab, høster du fattigdom. Sår du tobaksrøg, høster du cancer. Denne oneliner er værd at gentage i et land, hvor vi har gjort det til en dyd at høste, hvad vi ikke har sået.
De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder!
Denne oneliner er en lettere omskrivning af den kommunistiske pendant "Yd efter evne - nyd efter behov". Jo mere du yder, jo større byrder får du. Tak spids! Er det så mærkeligt, at danskerne er det folk i OECD, som arbejder mindst og har mest fritid? I Danmark har vi fået en debatkultur, hvor diverse befolkningsgruppe prøver at fremstå så smalskuldrede som muligt - for hvem ønsker sig flere byrder, end man allerede har? Millioner af danskerne er gået fra at være stærke, selvstændige og selvtænkende individer til svage, hjælpeløse og brægende flokdyr. Pensionister, studerende, børnefamilier, kunstnere, ufaglærte osv. er alle befolkningsgrupper, som af en eller anden årsag pinedød altid skal fremstå som svage. Hvorfor? Fordi de selvfølgelig ikke ønsker at fremstå som stærke og bredskuldrede, for så får man aben placeret på skuldrene. At denne idiotiske oneliner konstant bliver afliret af både ministre og folketingsmedlemmer fra den såkaldte borgerlige fløj gør blot hele situationen endnu mere ulykkelig. Men ønsker du en borgerlig pendant til denne betonsocialistiske oneliner, får du en her: Hver borger bør have større mulighed for at bære sine egne byrder. Enkelt og forståeligt og helt i den borgerlige ånd om selvforsørgelse og personligt ansvar.
Der skal være plads til alle!
Umiddelbart tænker du sikkert, at denne oneliner er harmløs og helt i tråd med den liberalistiske ånd. Men nej, det er den ikke. For i Danmark betyder denne oneliner, at en livsstil, som på ingen måde er bæredygtig og bidragende, bliver opretholdt af tvangsindkrævede midler. Hvorfor? Fordi der skal bære plads til alle. De venstreekstreme på Nørrebro får et skatteyderbetalt ungdomshus - fordi der også skal være plads til unge med hang til Karl Marx og Rote Arme Fraktion. Forfattere, der ikke kan finde ud af at skrive en bog, som nogen gider læse, skal også have del i skattemidlerne - der skal jo også være plads til de smalle niche-forfattere. Ægtepar, der kommer til Danmark og insisterer på at få sig ti børn uden en kinamands chance for nogensinde at kunne forsørge dem, får også deres livsstil opretholdt af arbejdende danskere - der skal jo også være plads til folk med andre familiemønstre end den danske kernefamilie.
Misforstå mig ikke. Jeg ønsker, at forfattere skriver lige den bog, de har lyst til, og at unge får lige det samlingssted, som de vil have. Jeg håber også, at alle borgere, danskere såvel som indvandrere, får alle de børn de ønsker sig. De skal blot gøre det for deres egne midler - det er vel god borgerlig moral. Så ud med den slidte og misbrugte oneliner - "der skal være plads til alle" - og ind med denne omskrivning af Jyske Lov: Lev, i frihed, efter evne, og lad andre leve efter deres! Så finder vi hurtigt ud af, hvem der plads til, og hvem der har brug for tilpasning.
Og så til sidst, men ikke mindst, en oneliner der til enhver tid kan bruges som modargument, i enhver politisk debat. Jer, der følger diverse politiske debatter rundt omkring, har måske lagt mærke til, hvordan en venstreorienteret debattør, til enhver tid kan punktere en diskussion og fjerne al substans. Jeg taler selvfølgelig om brugen af Det-går-ud-over-de-svage-kortet, som er det trumfkort - den oneliner - der har båret socialismen frem i Danmark de sidst 30 år. Debatterne foregår cirka på denne måde:
- Sænk skatten? Nej, så er der færre penge til de svage.
- Frie markedskræfter? Nej, det er udnyttelse af de svage.
- Privatisering? Nej, det har de svage ikke råd til.
- Ejendomsretten? Nej, vi skal brug dine penge for at hjælpe de svage.
- Ytringsfrihed? Måske, men kun hvis du ikke siger noget, der kan tænkes at gå ud over de svage.
Alle de steder, hvor socialisme har vist sit hæslige ansigt, har den formået at forkrøble og forarme befolkningen - og det gør den også i Danmark. Socialisme gør ikke svage mennesker stærkere, men den gør beviseligt stærke mennesker svage - for derefter, når socialismen har hærget længe nok, at efterlade en nation, udelukkende bestående af svage, apatiske og hjælpeløse borgere. Som nævnt før har vi aldrig i hele Danmarks historie haft så mange svage (af den ægte slags), som netop nu: Hjemløse, narkomaner, alkoholikere, skilsmissebørn, småkriminelle ... - ja, fortsæt selv listen. Og de stærke? De flytter til udlandet, arbejder sort, giver op eller resignerer, spekulerer i boligpriser og anpartsselskaber - fortsæt, igen, selv listen. Socialisme gør alle svage, og det skal de få at vide ved enhver lejlighed.
Det var mine bud på et par borgerlige oneliners - måske har du nogle?
Filip Berghamar er softwareudvikler i en iværksættervirksomhed i vækst
