Af Thomas Ladegaard
Thomas Ladegaard er forfatter og partner i LADEGAARD A/SEfter valget i 2001 er der sket meget i Danmark. Mange har fortolket det valg som et decideret systemskifte, hvor det borgerlig-liberale Danmark endelig fik muligheden for at sætte dagsordenen. Men hvis man havde håbet på, at det betød et Danmark, der rykkede i en liberal retning, har de sidste knapt seks år været en endeløs skuffelse. Det er måske nok blevet borgerligt, men det liberale er druknet i rygeforbud, overbud på velfærdsområdet, statslig kanonstyring af åndslivet og "normalisering" af alt det, der stikker ud.
Det borgerlige Danmark har siden systemskiftet vist sig som en overraskende konform størrelse, der siden 2001 har spærret sig inde i det nybyggede træhus i Nærum og forsaget ethvert tilløb til frisind og nytænkning. I stedet er blikket stift rettet mod nationalstatens trygge velfærdsrammer i takt med den stigende friværdi. Var det virkelig, hvad systemskiftet i 2001 gik ud på?
Liberalismen er en grundlæggende frigørende kraft. Begrebet "frihed" står i centrum, eller som det hedder hos liberalismens engelske fader, John Locke (1632-1704); "life, liberty and estate".
Er man liberal, må man tage Søren Krarup i hans præstekrave og fortælle ham, at vi alle er født lige som individer med ukrænkelige rettigheder. Lighed for loven er følgelig et helt afgørende princip for en liberal. Liberalismens frigørende karakter består derefter i at sørge for, at de umistelige rettigheder ikke krænkes.
Begrebet "frihed" skal i en liberal forstand derfor primært forstås som fraværet af statslig tvang. De liberale rettigheder kan følgelig ses som negative rettigheder - i modsætning til positive rettigheder såsom retten til arbejde etc.
På denne liberale baggrund er det mildest talt forbløffende at observere, hvordan den liberale arv tilbage fra John Locke forvaltes i "det borgerlig-liberale" Danmark.
For nylig har den borgerlige regering f.eks. indført et rygeforbud helt i takt med tidens puritanske ånd. Men i overensstemmelse med det Habeas Corpus princip (retten til sin egen krop), der er grundtanken i enhver liberal tanke, må det enkelte individ naturligvis behandle sin egen krop, som man lyster. Hvis man derfor ønsker at fylde sin krop med heroin, nikotin eller alkohol, kan det umuligt være statens opgave at hindre dette. Men det enkelte individs krop, er nu åbenbart hos en borgerlig-liberal regering blevet til et statsanliggende.
Samme forfærdende dybder blev nået, da Brian Mikkelsen tog sagen i egen hånd og for statslige midler finansierede et kanonprojekt, som de gamle kommissærer i DDR ville have været røde af misundelse over. Hos denne borgerlig-liberale regering er god smag og åndelig virksomhed pludselig blevet til et statsanliggende. Det handler nu om at værne om nationalstaten, så derfor ved vi nu, at Sebastians "Stjerne til støv" er dansk kultur par excellence.
Lige så overraskende har det været at se, hvordan en borgerlig-liberal regering har håndteret de etniske minoriteters rettigheder. Fogh-Rasmussen har markeret gode synspunkter overfor andre minoriteter, og er fortjent blevet kåret som årets laks af Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Men når det gælder de etniske minoriteter, har Fogh-Rasmussen mest set "dem" som et middel til at opnå regeringsmagten. Der er ganske enkelt ikke mange stemmer i et kompromisløst forsvar for medborgerens ret til en anden tro og måde at forvalte tilværelsen på.
Man har fuldstændig glemt, at tolerancen for næsten er selve drivkraften i det liberale projekt, og at det var liberalismens stamfader John Locke, der skrev "A letter concerning toleration" om netop religiøs tolerance. Tolerancen er selve betingelsen for, at de umistelige rettigheder kan respekteres.
Hele den liberale tanke om frihed er ikke blot en frase om økonomisk frihed og fravær af statslig indblanding indenfor en given sektor. Liberalisme er og bliver langt mere end en udbuds- og efterspørgselskurve. Det borgerlig-liberale Danmark kan måske nok sin Adam Smith, men undervejs er den frigørende kraft fra Locke til Nozick fuldstændig skyllet ud med ministervandet. Det er borgerligt, men liberalt er det ikke.
Thomas Ladegaard er forfatter til bøgerne Mordet på JFK 40 år efter og Bolsjedrenge og jernhårde ladies .
