Bondam melder pas på Ritts boligplaner

Ritt Bjerregaards store forkromede valgløfte om 5

Slettet Bruger,

25/10/2008

Ritt Bjerregaards store forkromede valgløfte om 5.000 boliger til maksimalt 5.000 kroner om måneden har indtil videre ført til byggeriet af 12 boliger. Nu melder den tidligere tro Ritt-støtte Klaus Bondam sig også i koret af de, der ikke mener Bjerregaards plan længere kan kaldes synderlig realistisk. Det skriver Berlingske Tidende.

"Når overborgmesteren ikke se kan se, at 5x5-planen er stendød, så må vi andre jo hjælpe hende. Nu har vi i tre år givet planen en chance, men alle kan jo se, at udbyttet har været meget begrænset. Derfor er det på tide at skifte spor," siger Bondam til Berlingske Tidende.

I stedet forestiller Bondam sig, at kommunerne i hovedstadsområdet slutter sig og kæmper for reformer af boliglovgivningen, så det bliver muligt at bygge relativt billige boliger i hele området. Et samarbejde, kommunerne tidligere med stor succes har afprøvet i blandt andet spørgsmålet om trængselsafgifter, menr Bondam.

"I øjeblikket står Ritt Bjerregaard selv i vejen for, at vi får løst manglen på billige boliger, fordi hun har udråbt sin egen 5x5-plan som den rigtige løsning, mens virkeligheden tydeligt har vist, at 5x5-planen netop ikke virker, fordi den låser bl.a. huslejen fast på 5.000 kr," udtaler Bondam.

Overborgmesteren selv ser dog ikke den store idé i Bondams planer. Kommunerne er allerede i gang med, via KL, at presse regeringen til at få sat gang i arbejdet med byggeriet af billige, almene boliger, siger Bjerregaard. Hun vil fastholde "ambitionen om at bygge billige boliger" og lade Fonden for Billige Boliger fortsætte deres arbejde med 5x5 planen. Men selv hun kan dog se behovet for en justering af de oprindelige planer.

"Vi er bl.a. begyndt at se på prisen pr. kvm. i stedet for prisen pr. lejlighed. F.eks. kan en bolig på 60 kvm. godt blive billigere end 5.000 kr., mens en lejlighed på 120 kvm vil blive dyrere, men den vil stadig være billig, når vi ser på prisen pr. kvm," siger Ritt Bjerregaard til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: