Af Finn Ziegler
VK-regeringens brede forlig om energipolitikken ligner en kommunistisk femårsplan med dens specifikke mål for det samlede energiforbrug og markedsandele for forskellige energikilder. Den afspejler troen på, at klimaet kan reguleres ved at nedbringe CO2-udslippet. Og den store satsning på vedvarende energi viser blomsterbørnenes fingeraftryk. Det bliver dyrt, rigtigt dyrt.VK-regeringen har lavet en aftale med alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten om energipolitikken over de næste fire år. Aftalen betyder, at der de næste fire år skal satses yderligere på vedvarende energi. Andelen af den samlede energiforsyning fra vedvarende energi skal øges fra under 15% til 20% i 2011. Målet for regeringen er 30% i 2025. Samtidig er det aftalt, at det samlede energiforbrug skal falde med 2% i 2011 og med 4% i 2020 i forhold til 2006.
De specifikke mål for energisektoren minder om de sovjetiske femårsplaner. Kendetegnet for en kommunistisk kommandoøkonomi er netop, at produktionen bestemmes af partibosser og ikke af forbrugerne.
EU følger formentlig snart trop med tilsvarende planer, hvor både energiforbrug og CO2-udslip skal reduceres. EU har sikkert nogle "gode" erfaringer med planøkonomi (og ressourcespild) fra landbrugssektoren, som kan overføres til energisektoren. Der udestår dog et hundeslagsmål mellem landene om, hvem der skal bære den største byrde.
Instrumenterne i den danske energipolitik er øgede energiafgifter og forøgede statstilskud til vindmøller, biomasse og biogas. Samtidig er forsyningsselskaberne pålagt at aftage energi fra disse urentable forsyningsenheder. Det betyder højere energipriser for forbrugerne.
Denne massive satsning på vedvarende energi kommer til at koster forbrugerne og skatteborgerne dyrt. Den samlede regning er på ca. 20 mia. kr. om året eller cirka 3.800 kr. per indbygger om året. I nutidskroner svarer det til 80-100.000 kr. Gevinsten, som kommer via en reduktionen i CO2-udledning, skal man have et mikroskop for at få øje på. Der er tale om at rykke den globale opvarmning med noget i omegnen af 5 dage om 100 år.
Der er det rene galimatias. Energipolitikken er overtaget af blomsterbørn og urtekusser, som er helt blottet for økonomisk fornuft og realitetssans. De er ude i et religiøst korstog, hvor man for alt i verden skal undgå global opvarmning. Det er dommedagsreligion. De tror, at mennesker kan regulere klodens klima gennem offergaverne.
Det er naturligvis en holdning, som også kommer til udtryk i rapporten fra det internationale klimapanel IPCC. Men forskere er i stigende grad begyndt at stille spørgsmålstegn ved IPCC's metode og konklusioner. Det har blandt andet 100 forskere i et åbent brev til FN's generalsekretær. De mener, at IPCC fordrejer kendsgerningerne og ignorerer ny forskning (efter 2005). Bemærkelsesværdigt er det, at jordens temperatur ikke er steget de sidste 10 år trods klimamodellernes forudsigelser. Den nye erkendelse er, at temperaturstigningen i højere grad er et naturligt fænomen end menneskeskabt. Det er derfor begrænset, hvad mennesker kan stille op, og modellerne overdriver således effekten af klimaindsatsen. Uanset klimamodellernes mulige overdrivelser så er og bliver effekten af energipolitikken beskeden.
Det er (trods alt) sjældent, at politikerne på denne måde spilder skatteborgernes penge på det rene ingenting. Der er trist, at VK-regeringen er hoppet med på blomsterbørnenes syrede trip. Det skyldes nok rendyrket opportunisme og ønsket om at sole sig i internationalt lys under klimatopmødet næste år.
Man kan også undre sig over, at VK-regeringen ikke i højere grad anvender markedsøkonomiske instrumenter, hvis man absolut vil reducere CO2-udslippet nu og her i stedet for at vente, indtil tekniske fremskridt gør det billigere. Regeringen kunne således have forsøgt at overbevise EU om, at CO2-udledningen skulle styres gennem omsættelige udledningsbeviser. Det ville sikre, at reduktionen blev gennemført, hvor det bedst kan betale sig. VK-regeringen kunne også have åbnet for indførelsen af atomkraft, som både er miljøvenlig og økonomisk.
I stedet har regeringen valgt højere afgifter og mere statsstøtte, som der aldrig er kommet noget godt ud af.
Finn Ziegler er public affairs-chef
