Blogger-Danmark forenet i oprør

Slettet Bruger,

09. juni 2007

Af Morten Løfberg

Normalt er der ikke den store enighed mellem venstre og højre i den såkaldte blogosfære, bloggermiljøet på internettet. Men et betalingskrav for krænket ophavsret fra Nyhedsavisens Knud Brix til Kim Møller, der driver bloggen uriasposten.net, har nu for en stund samlet bloggere i alle lejre. Venstrefløjsdebattøren Rune Engelbrecht Larsen, kendt fra blandt andet Faklen og Minoritetspartiet, er en af dem, der bakker op om Kim Møller:

"På de fleste politiske områder er jeg omtrent så uenig med Kim Møller og Uriasposten.net, som man kan blive, men jeg kan kun opfordre bredt til at støtte ham økonomisk, så det bliver økonomisk muligt at føre denne sag," skriver Engelbrecht Larsen.

Også folkene bag kendte blogs som "modspil", "raapil-unplugged" og "midtimod", der ikke normalt befinder sig på Uriaspostens side, kritiserer kravet, som kommer, fordi Uriasposten i marts offentliggjorde Knud Brix' og Anna Rossman Thejsens artikel "Torturrygter spreder sig" i en scannet version. I artiklen skriver de blandt andet:

"Flere steder på nettet lever myten om Aaens torturfortid dog videre i bedste velgående. På den højreorienterede hjemmeside Uriasposten bruges Herborgs kronik som dokumentation og på wikipedia.dk er Aaens egen artikel og Herborgs kronik da også eneste kilde og sandhedsvidne til rygterne".

Men Kim Møller mente ikke, han havde skrevet om Aaens torturfortid, men om hans hyklerinutid. Derfor skrev han en gendrivelse, hvor Nyhedsavisens artikel altså var scannet ind. Og det er det, der nu har medført et krav om betaling af 5.408 fra journalist Knud Brix og 1.500 kroner fra fotograf Teitur Jónasson for krænkelse af deres ophavsret.

Kravet har ført til oprettelse af "Knud Brix' feriefond", hvor der i går allerede var indsamlet over 10.000 kroner. Blandt de mange sympatisører er åbenbart også Ekstra Bladets Bo Elkjær, som har været på banen og uopfordret givet Kim Møller tilladelse til at bringe hans artikler om Aaen-sagen.

Debatten drøner nu derudad på diverse blogfora, blandt andet på Nyhedsavisens blogforum, hvor Knud Brix' kollegaer også deltager flittigt. Uenigheden går blandt andet på loven om ophavsrets § 22, der siger, at "Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overenstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet". Spørgsmålet er så om en komplet gengivelse kan være nødvendig, hvis formålet er at påvise fejl i det oprindelige journalistiske produkt.

Samtidig harcellerer bloggerne over, at Knud Brix ikke har sendt en anmodning om at få indlægget fjernet, inden han skred til krav om kompensation.

Knud Brix' seneste scoop på Nyhedsavisen var afsløringen af, at Lars Løkke Rasmussen spiser hotdogs på statens regning.