Birthe Rønn skælder ud på pressen

Slettet Bruger,

23/11/2007

Af Ole Birk Olesen

Medierne og journalisterne var i centrum i Birthe Rønn Hornbechs tale, da hun her til eftermiddag fik overdraget Integrationsministeriet af sin forgænger Rikke Hvilshøj. Den nye integrationsminister skosede pressen for at løbe med en halv vind i mange af de sager, hvor afviste asylansøgere gøres til ofre for en angiveligt uretfærdig udlændingepolitik.

"Så kan jeg sige med det samme - der er jo et par journalister, kan jeg se - at man ikke skal forvente, at jeg begynder at udtale mig om enkeltsager, med mindre jeg er sikker på, at den enkelte journalist har læst alle sagens bilag," sagde Birthe Rønn Hornbech - til de forsamlede embedsmænds udelte fornøjelse.

Da latter og klapsalver var forstummet fortsatte hun:

"Og det kan jo være, vi bare skal have lavet en blanket, der hedder, at man indhenter fuldmagt (som giver ret til alle myndighedsakter, red.) fra den, der så gerne vil i avisen med sine egne sager. Så er det klaret, og så kan det være, at vi får lidt mere folkeoplysning i stedet for disse evindelige fremstillinger, som de, der har kendskab til systemet, jo ved ikke passer."

Samtidig mente Birthe Rønn Hornbech, at en af hendes betydeligste opgaver vil blive at forklare pressen, at man godt kan "føre en humanitær politik" overfor de asylansøgere og flygtninge, som er her - uden at åbne grænser for flygtningestrømme, ikke-flygtninge, som kommer til landet med hjælp fra menneskesmuglere, og arrangerede ægteskaber.

"Det har jeg stadig en tyrkertro på, at jeg vil være i stand til at forklare medierne," sagde Birthe Rønn Hornbech og blev igen mødt med latter af de ansatte i ministeriet.

Tror på godt samarbejde med Langballe
Efter sin tale bedyrede hun overfor 180Grader.dk, at samarbejdet med Dansk Folkeparti vil fungere glimrende, til trods for at hun for kun kort tid har afsluttet en retssag, som var anlagt mod hende af DF-folketingsmedlem Jesper Langballe, som har sæde i både Folketingets indfødsretsudvalg og kirkeudvalg, som Birthe Rønn Hornbech nu skal betjene som minister.

"Langballe og jeg taler, som vi altid har talt til hinanden," sagde Birthe Rønn Hornbech.

Hvordan er det?
"Det er jo et godt intellektuelt slagsmål engang i mellem. Det kan vi jo begge to li'."

[email protected]

Kilde: