Berlingske: Hjort ude af Foghs inderkreds

Slettet Bruger,

22/11/2007

Claus Hjort Frederiksen er ikke længere i den inderste cirkel i Venstre, skriver Berlingske Tidende. Under den nyligt overståede valgkamp måtte han se Lars Løkke Rasmussen sammen med pressechef Søs Marie Seerup og reklamenmanden Steffen Hjaltelin supplere Anders Fogh Rasmussen i den kvartet, der slog tonerne an for Venstre. Hjort måtte tage til takke med at blive placeret i en mindre betydningsfuld styregruppe, og det passede i følge Berlingske Tidendes oplysninger ikke den tidligere chefstrateg, der ofte var "påfaldende tavs" under gruppens møder.

Claus Hjort Frederiksen har ført valgkamp på at være klar til endnu en tørn i Beskæftigelsesministeriet, men Berlingskes kilder nævner ham som et godt bud på en ny gruppeformand, en post, der ellers så sent som i september blev overtaget af tidligere fødevareminister Hans Christian Schmidt.

Claus Hjort Frederiksen har i sine år i politik samlet en mindre zoologisk have af tilnavne. Ud over det nærliggende Hjorten figurerer også hunderacerne bulldog og rottweiler flittigt i artikler om det politiske dyr, som i dag får føjet gammel elefant til af Berlingske Tidende. Nu må Hjorten, bulldogen, rottweileren og den gamle elefant måske berede sig på at gøre plads for en ung Venstreløve eller løvinde.

[email protected]

Kilde: