Bendtsens berøringsangst skyld i Christmas-exit

Slettet Bruger,

15/12/2007

Da Pia Christmas-Møller blev sat fra bestillingen som politisk ordfører for de Konservative, var det ikke engang Bendt Bendtsen selv, der overbragte de kedelige nyheder. I stedet var det gruppeformand og Christmas-kritiker Helge Adam Møller, der ringede til hende og forlangte, at hun skulle forlade hendes post. Havde den konservative leder selv håndteret sagen, kunne hendes løsgænger-beslutning måske været undgået, skriver Politiken.

"Det er en fejl, at det ikke er Bendt personligt, der ringer. Det er det, der gjorde hende allermest ondt," siger en kilde i gruppen til Politiken. "Det var dårligt håndteret," konstanterer end anden.

Overvejede sin fremtid
Efter at de Konservative efter valget fik konstitueret sig, måtte Pia Christmas-Møller, der en kort overgang selv var K-leder, se sig frataget både sin ordførerpost og sin plads i partiets ledelse. Fra Connie Hedegaard fik Bendtsen nys om, at Christmas-Møller alvorligt overvejede sin fremtid i partiet, men forsøgte ifølge Politikens oplysninger kun en enkelt gang at få kontakt til den nu løsgående politiker.

Bendtsens manglende føling med sin politiske ordfører var medvirkende til hendes beslutning om at forlade den konservative folketingsgruppe, vurderer partiets tidligere pressechef, Niels Krause-Kjær:

"Det har stensikkert haft en betydning, at det ikke var Bendt Bendtsen. Man kunne godt have forestillet sig en proces, hvor Pia Christmas-Møller ikke blev minister og ikke blev politisk ordfører, men alligevel blev i gruppen. Hvis man havde gjort det på en ordentlig måde."

Dumpekarakter
Også fra Hans Engell, der indtil 1997 var konservativ leder, lyder der kritik af Bendtsens dømmekraft.

"Som politisk håndvæk er det til dumpekarakter. At sagen er på partilederniveau er helt klart. Alene fordi det vedrører den samlede regerings handlemuligheder," siger Hans Engell til Politiken.

[email protected]

Kilde: