Bendtsen: S forvirrer danskerne

Helle Thorning-Schmidt har i kronikker i Politiken givet et bud på morgendagens samfund

Slettet Bruger,

12. april 2008

Helle Thorning-Schmidt har i kronikker i Politiken givet et bud på morgendagens samfund. Ni afgørende valg står danskerne over, mener S-formanden. Det første valg er en ordrigere version af partiets valgslogan: Vi skal vælge mellem en modernisering af velfærdssamfundet eller fremtidige skattelettelser.

"Den offentlige sektor har mere end nogensinde brug for udvikling og omstilling. Den har brug for at værdsætte sine ansatte og slippe dem fri fra regler og bureaukrati. Og den har brug for investeringer. Der er grænser for, hvor meget hurtigere de ansatte skal løbe, hvor mange patienter, der kan ligge på stuerne, og hvor mange børn vi kan proppe i et klasselokale," skriver Thorning-Schmidt i Politiken, og slutter punktet med ordene:

"Prisen for en ny og bedre offentlig sektor er, at vi ikke sænker skatten."

Kronikkens anden del offentliggøres i dag, samtidig som S-næstformand Nick Hækkerup i Berlingske taler for en forhøjelse af topskattegrænsen og en sænkning af marginalskatteprocenten.

"Der er ikke noget at sige til, hvis danskerne bliver forvirrede over socialdemokratiets politik. Først spiller Mette Frederiksen ud med ni teser, der slet ikke nævner skatten. Så spiller Helle Thorning-Schmidt ud med ni dogmer, hvoraf det fremgår, at skatten ikke skal sættes ned, og så kommer Nick Hækkerup efterfølgende og taler om at sænke topskatten," lyder den konservative leder Bendt Bendtsens kommentar til de socialdemokratiske signaler i en presssemeddelelse.